eskapisme

Jeg har lige set Kaninbjerget i et naivt forsøg på at svøbe mig selv ind i barndommens uvished og ro. Det gik egentlig ikke særlig godt. Det ville have været så enormt symbolsk og passende at jeg begræd mit tab i fællesskab med den lille kanin der vist nok mister sin bror, men jeg kan vitterligt ikke acceptere hvad der er sket, så i stedet lå jeg med hovedet fyldt af de for tiden sædvanlige tanker, mens en masse kaniner var enormt voldelige i en tegnefilm med så dårlig grafik at jeg slet ikke orkede at prøve at forstå filmen. Den er altså virkelig også bare dyster og underlig. Men jeg har hørt at bogen skulle gøre underværker for en læsehest (sødt, men lidt åndsvagt udtryk) som mig.