udfyldt tomhed

Man spænder ben for sig selv, når man nægter at føle sig tilfreds. Når man altid vil have alt det man ikke har, og ikke længere finder sig til rette med det man har allerede. Men man har brug for en fremdrift, for mål i livet, og for at jagte det man ønsker. Samtidig er man handlingslammet, sidder fast i det trygge, tør ikke se virkeligheden i øjnene og gøre det man burde, det man inderst inde vil. Hvis man blot kunne kigge på det man har, og være tilfreds og ikke ønske mere. Nå sin grænse og være lykkelig i sit sted. Men også det vil jeg egentlig ikke. Tænk at være dér, når man kun har påbegyndt sit første voksne år. Det er nok det, det bunder i. Frygten for at gå glip af det helt store, noget så vidunderligt at jeg ikke kan forestille mig det. Og ikke bare én stor ting, men alt det der venter mens man selv er stoppet op eller har skiftet retning. Det hele bunder måske egentlig i, at jeg ikke kan træffe et valg, men jeg ved samtidig, at det ikke at træffe et valg, er et passivt valg om at blive hvor man er. Og jeg vil have alt det jeg ikke har nu, længtes efter det, men tør samtidig ikke give slip på det jeg har, som jeg alligevel ikke kan finde ro med. På en og samme tid helt utrolig lyst til livet, og enorm egoisme i forsøget på at regne sig selv og sin hjerne og sit hjerte ud.