En aften i går der føltes fuldkommen forfærdelig. En Københavnerbar tur der aldrig blev til noget og i stedet blev til at ligge hjemme på sofaen hos mine forældre allerede klokken 22, stadig fuld og stadig grædende. Resulterende i at vågne i egen seng i morges med utroligt hævede øjne og en konstant trang til at græde mere. For pludselig at høre sin brors stemme gennem væggen, fra hans værelse ved siden af mit, hvor han ikke har været i blot to små uger, men alligevel har været savnet til uanede højder. Et besøg hjemme fra højskolen hvor han bor det næste halve år, trangen til at græde endnu mere, denne gang af glæde, krammet der opløser savnet. Smukt lys fra solens stråler der rammer den fine, ærlige sne og får alt til at glitre og glimtre så rent og uskyldigt. Jeg læser the perks of being a wallflower og har det rart. Jeg kunne stadig græde et vandfald af alle de mange modstridende følelser inden i der vil ud, men aftenen i går er nu lidt på afstand og i stedet føler jeg mig underligt og skønt lykkelig, her i timerne hvor hele familien er samlet igen for en stund, på samme grund, fordelt i et hus med dejlig, høj musik og i skuret hvor en cykel bliver istandsat efter bedste evne inden cyklen skal drage med på højskole. Uovertruffen kærlighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar