paris

Jeg startede denne morgen med at vågne helt af mig selv, alene hjemme med min lillebror, til lyden af stilhed og vindens sus udenfor mine vinduer. Gik straks ind i stuen og satte mig for at se Woody Allens Midnight in Paris. Selve filmen var sød nok, men universet, i Paris i 1920'erne, var fuldkommen vidunderligt. Tænk at leve i en tidsalder med dem vi nu ved hvor meget kunne udrette. Alle kunstnerne, hvis værker vi stadig omgiver os med i dag. Jeg ved ikke hvorfor, men foråret som hele jorden længtes efter lige nu minder mig helt vildt om Paris, og giver mig en virkelig stærk længsel derefter. Jeg så for nyligt også filmen Paris, je t'aime, som er den dejligste perle jeg længe har fundet. Jeg elsker som kunst kan sætte følelser i gang, ændre ens sindsstemning til både det bedre og det værre, og hvis jeg kunne, så ville jeg leve af at lave og opleve kunst, altid. Et andet stykke kunst der påvirker mig lige nu er Flødeklinikkens seneste single, Igen fra deres nye album Syv Sind. Jeg ved ikke hvad den gør, men den gør mig så glad, og jeg ser forår for mit indre blik, pastelfarver og at cykle gennem gaden i blomstrede kjoler i en smuk verden når jeg hører den og teksten om det lykkeligt naive ved at gøre de samme ting igen og igen, selv om det måske fører til samme mørke hul. At naivt og jeg-er-ligeglad-agtigt forelske sig på ny igen og igen selv om man ender med et manglende hjerte, men det er ligemeget, for man gør det bare igen.