skrækslagen

Jeg er vanvittigt bange lige nu. Bange for at blive ældre. Bange for at dø, bange for at mit liv bliver for kort, forkert, alt muligt. Jeg elsker min familie, men mine forældre er jo egentlig ikke bundet til hinanden, som jeg er til dem og til mine brødre. De har bare valgt hinanden og er sammen af den grund. Og tiden går og på en mørk torsdag aften som i dag, så er virkeligheden pludselig meget tydelig. Alle bliver ældre og det hele går den rigtige vej, den vej det skal gå, men det er helt, helt forkert. Der må ikke ske noget med dem jeg elsker, og hvis tiden fortsætter, så sker der noget med dem. Jeg kan se hvordan vi alle rundt om bordet er blevet ældre, konstant bliver ældre og jeg har lyst til at græde og skrige og krybe ind under min dyne og tage min familie med mig og så bare være derinde med dem, i sikkerhed for tiden og virkeligheden. Jeg kan slet, slet ikke håndtere det her lige nu. Det er også fordi jeg er begyndt at læse The Fault in Our Stars og den indeholder alt det jeg hader. Sygdom og en utrolig ægte beskrivelse af livet og i særdeleshed døden. Forfatteren John Green skriver så det prikker lige dér inden i mig, hvor min dødsangst er størst. Og det værste af det hele er, at han bare skriver sandheden. Den sandhed om mennesket og døden som jeg et par gange om året i et par uger nærmest genopdager og som opløser mig fuldstændigt, indtil den igen, efter mange, mange tårer og åndeløshed og samtaler med min mor, forsvinder igen. Og jeg igen er lykkeligt uvidende om hvordan livet er. Men bogen prikker til det hele igen, og det kan jeg ikke klare men jeg vil samtidig læse bogen, fordi jeg har hørt at den skulle være god, og fordi John Green også er forfatteren til min yndlingsbog Looking for Alaska. Jeg skylder mig selv det her, en god bog og at tvinge mig selv til at acceptere livet og i virkeligheden døden. Men der går nok lang, lang tid før jeg når til en slags fuldkommen permanent forståelse - ikke fortrængelse! - og accept af hvad i al verden der foregår. Men Green præsenterer bare også tanker og en virkelighed som jeg ikke selv var nået til endnu, men som ikke desto mindre er meget, meget korrekt og derfor skræmmer mig mere end før. Det er virkelig, virkelig egentlig noget sygt noget, det her, med livet og døden. Og jeg tror måske aldrig at man når at forstå det.