'os'

Jeg vil aller helst skrive om datiden herinde. Om ting der er sket, ting jeg har oplevet, alt sammen af frygt for at begå hybris hvis jeg nedskriver alle de ting jeg ser frem til som burde skulle ske. Men alligevel kan jeg ikke lade være med at se frem for tiden. To af mine tre afgangseksaminer er veloverstået, så mine nerver føles som åbne sår for tiden (lækkert billedesprog, jeg ved det). Det hele er så spændt og lige-op-over-agtigt. Og alligevel, så har jeg i dag tårerne helt oppe og vende i øjnene hele tiden. For jeg har aldrig været så forelsket som jeg er i skrivende stund, men derfor har jeg heller ikke været så usikker på mig selv, på en anden, på et 'os' nogensinde før. Jeg har ikke kendt dig længe, vi har kun officielt været sammen i en lille måned, men da du helt uventet sagde at du elsker mig sidst vi lå filtret ind i hinanden, så sprang en knude inden i mig som jeg ikke vidste at jeg havde. Følelsen og glæden var ubeskrivelig. For jeg elsker også dig. Og på den måde ved vi nu hvor vi har hinanden vel. Men så snart der går et par dage mellem vi ses, som der specielt gør nu hvor vi begge læser til eksamen, så bliver jeg usikker på det hele. Om du nu også virkelig elsker mig, som du siger. Men jeg ved at jeg elsker dig, og netop derfor gør det så pisse ondt at vi først har fundet hinanden nu, hvor vi først skal undvære hinanden i 4-5 sølle uger i sommerferien, som først føltes uendelige, men at jeg derudover skal undvære dig i mindst 3-4 måneder, som nu er altoverskyggende. Jeg er så vanvittigt bange for at afstanden og adskillelsen skal ende os og vores følelser for hinanden, eller blot den enes, og det hele ender før det egentlig var startet op. Hvad fanden gør man, når man pludselig elsker en? En som man slet, slet ikke kan regne med er der for en altid? (Jeg er bange for at skrive 'altid', hvis nu du skulle læse det her en dag. Og jeg har vitterlig aldrig før fattet unge par, der brugte så seriøse og endegyldige ord. Men lige nu er du faktisk utrolig tæt på at være mit 'altid', for jeg har aldrig, aldrig følt sådan her før. Og jeg er bange for at det kun kan gå galt). Men det skal heller ikke være en roman om mig der whiner. I virkeligheden, så er vi begge unge og forelskede, heldigvis i hinanden lige nu, men ingen ved en skid om fremtiden. Chancen for at vi engang i fremtiden kun vil være i hinandens minder som ungdomskæresten eller mindre, mens vi sidder med hver vores egne familier, er større end chancen for, at vi begge lige har mødt vores livs kærlighed i hinanden og ender gamle, grå og lykkelige sammen for evigt uden nogensinde at gå fra hinanden. Men lige nu er tingene sådan her, så jeg skal nyde dem før de vender.