åbent tomrum

Her sidder jeg så. I min seng. Ren, virkelig ren, efter roskilde festival. I modsætning til sidst jeg var afsted, i 2011, så har i år været godt. Men mest af alt, så er der virkelig meget der stadig ikke er sunket ind. D. 26 juni, omkring klokken 9:10 blev jeg student. Jeg havde vitterlig aldrig været sikker på at jeg ville nå her til. Både fordi gymnasiet har været et pisse helvede mindst 55% af de tre år, men også fordi M døde sidste år, lige inden det var hans tur. Lige siden da har jeg ikke turde antage at jeg selv ville blive student, selvom jeg også bevægede mig derhen imod. Fordi så meget uventet kan ske hele tiden. Men det lykkedes mig, og jeg er student nu, med helt, helt uventede glædelige eksamenskarakterer og uovertruffen nervøsitet i dagene op til eksaminerne. Med verdens flotteste hue på hovedet, studentergaver rundt om mig og minderne om en studenterfest der varede hele natten i københavn på en onsdag, sluttede med at min kæreste og jeg endelig var hjemme hos ham lige tids nok til at sige farvel til hans mor der tog på arbejde da vi var klar til at sove, et dejligt roligt studentergilde og en flot translokation afsluttet med en laaaang vogntur den 28. juni. Underligt nok, så har jeg ikke følt det hele nær så meget som jeg havde troet. Da min bror blev student for to år siden så jeg det hele udefra, jeg græd af glæde og stolthed på hans vegne og kunne planlægge vognturs menu med mine forældre og klargøre og tage billeder af alt. Denne gang var det min tur, og jeg har haft nul overblik, det hele er bare sket lidt efter lidt, mens man selv står midt i det. Virkelig, virkelig underligt. Bestemt ikke fordi jeg ikke er glad og lykkelig, men det føles bare tomt lige nu. I dagene inden min sidste eksamen kunne jeg slet ikke tænke på at jeg ville blive student uden at tude øjnene ud af hovedet fordi det var så stort for mig. Da jeg så endelig fik sat huen på skete der ingenting. Jeg var bare meget, meget glad, men græd slet ikke af glæde og lettelse som jeg ellers havde troet at jeg ville. Måske føler jeg vægten af det hele når det er lidt på afstand. Måske. Eller også var det bare det. Uanset hvad, så lykkedes det mig, og det er jeg virkelig, virkelig glad for, selvom jeg ikke har fattet det endnu. Og nu, nu har jeg været på roskilde, hørt forskellige koncerter, mødt virkelig søde mennesker og alt der hører til, og nu har jeg så bare fri. Helt fri. Jeg skal have fundet mig et job til sabbat året, men først lige en måned uden planer. Og uden min kæreste som er på ferie, som jeg allerede savner pisse vold fucking meget, hvilket jeg virkelig ikke er vant til. Oplever åndssvagt mange følelser i øjeblikket, så det er virkelig et held at det ikke længere er blandet med stressen fra gymnasiet. Til gengæld er det så blandet med sorgen og frygten over at en der står mig meget, meget, uendeligt nær igen har fået konstateret kræft. Og hvis hun ikke klarer den, så gør jeg heller ikke. MEN nu vil jeg holde hovedet højt, tror jeg. Livet går jo som det vil, uanset hvad man selv påvirker det med åbenbart.