at opgive livet

Det er underligt som jeg sidder her og slet ikke ved hvad jeg skal gøre. I virkeligheden kan jeg slet ikke gøre noget. Jeg kan acceptere det eller lade være, men uanset hvad så har hun kræft. En rigtig lortet en af slagsen denne gang. Hun er døende, ligesom vi alle er, men det virker som om hun er tættere på. Men livet lærer jo en, at ingen er tættere på at dø end andre. Sidste jul var min oldemor på vej mod 100, mens M ligesom så mange andre var på vej mod 19. Nu er min oldemor 101 og M er død. Først. Livet, og du M, har lært mig at alderen ikke er en rækkefølge.

Jeg har engang læst at livet er akkurat så simpelt, som man tror, at det er kompliceret. Det er os selv der fylder på, analyserer livet og prøver at forstå det, mens alt livet gør er, at være her. Man er i live på godt og ondt, på at opleve virkelig fantastisk lykke, dyb og ødelæggende sorg og alt ind i mellem og rundt om. Der er ingen der ved hvorfor vi er her, men det eneste vi selv kan ændre omkring det er, hvis vi selv vælger at dø. Ellers må vi bare leve det vi kan, både med de ting vi selv kan styre ved valg, og med de som blot bliver kastet på os og på vores elskede, og så må vi leve eller dø med dem.

Min mormor er ved at holde op med at spise, kemoen gør det ulideligt, men hun ved at man dør af det, akkurat som hendes veninde gjorde for et års tid siden. Hun valgte det, veninden, tror min mormor. Det var nemmere at dø sådan, end af sygdommen. Min oldemor, der 101 år gammel sidder på plejehjem, vil gerne herfra nu, op til sin mand og sine fem børn der alle tog herfra før hende. Men som hun siger til min far, så kan hun sgu bare ikke holde op med at spise, for hun kan jo godt lide mad. Hun er så sej den kvinde. Jeg kan se at min mormor har det dårligt, og både kræften og kemoen tærer på hende. Men jeg kan ikke forstå hvis hun virkelig synes det er nemmere at give op. Der er sikkert mange tanker bag, nogle mere klare end andre, og en del af dem er nok også påvirket af chokket over at være syg igen. Men jeg ved jo ikke hvad hun tænker inderst inde. Jeg kan til dels forstå min oldemor. Hun er gammel nu. Men min mormor er ikke klar. Hun har også altid sagt at hun så gerne vil se mig blive gift og møde mine børn, ligesom hun gerne vil opleve det samme med alle sine andre børnebørn. Men det er svært. Jeg kommer nok aldrig til at forstå at man kan få nok af livet, og ønske døden for sig selv. Den store, uhyggelige, uendelige, ukendte død. Måske er det netop min forbandelse at jeg så selv en dag skal rammes af noget så slemt, at jeg selv bliver en af dem. En af dem der ønsker at tingene skal ende, ønsker at livet skal slutte. Men jeg ved det virkelig ikke.

Det er hårdt at komme til erkendelse at uanset om jeg bliver eller tager til Holland, så har min mormor kræft. Hun er alvorligt syg, og måske klarer hun den, måske ikke. Jeg kan ikke klare tanken at hun kan dø mens jeg er i et andet land og jeg så har spildt hendes sidste tid med en fremmed familie. Men jeg kan bare heller ikke sætte mit liv på pause, afventende til at se om hun bliver mere rask eller syg. Det her er en stor kamel at sluge.