Kære, kære mormor

Undskyld at jeg ikke ringer ofte nok. Det piner sikkert mig mere end det piner dig, men hvor ville jeg gerne tale med dig altid, og være hos dig, mens du er her. Men du har ingen idé om hvor forfærdelig hårdt det er at tale med dig, at høre din svækkede stemme over telefonen, uden at være i stand til at gøre noget, uden bare lige at kunne smutte hen til dig og hjælpe dig. Uden egentlig at kunne gøre noget som helst, andet end at afvente kemoens virkning eller mangel på samme. Men mens du er her, så skal jeg huske at ringe, for jeg ved jo godt at uanset hvor hårdt det er for mig at høre dig sådan, så hører du i din ende blot dit friske, bekymrede barnebarn der giver dig selvskab. På den måde bliver det din hæse, afkræftede stemme mod min grådtyngede, halv-optimistiske. Men så længe der er to stemmer der kan tale vil jeg blive ved med at ringe til dig, og så kan jeg græde bagefter, når røret er lagt. Du ved jo at jeg elsker dig.