smukke sommer

 Sommeren har været smuk i år. Jeg har allerede skrevet en del om det hele, om gode ting såsom at jeg endelig blev student, roskilde festival der i år var glimrende, en smuk bornholmerferie som ovenstående billeder er fra og en kærlighedstur til Amsterdam med min kærlighed. Men også om dårlige ting, såsom min mormors (stadig fucking forfærdelige og stædige) sygdom, og min afsked til min kæreste. Min kæreste og jeg sagde farvel i fredags efter et dejligt sidste døgn sammen. Ville ønske at jeg kunne gemme det døgn, lagre det i hjernen og på computeren som en film, en sang, en følelse, for evigt. Jeg er virkelig fan af det der med at elske en, der elsker en tilbage i samme grad.

Jeg var i tivoli med min familie fredag aften, prøvede forlystelser for at få smilet frem, men endte alligevel med tårer i øjnene mens jeg lyttede til mads langer. Men det var en dejlig aften alligevel, efterfulgt af en afslappet lørdag med hævede øjne og C som min underholdning. Det bliver skide underlig ikke at se mine veninder resten af året næsten. Eller min familie. For at være ærlig, bliver det mest mærkelig ikke at se C, for vi hænger hver evig eneste dag næsten. Ikke forstået som at jeg ikke kommer til at savne mine andre veninder, for jeg elsker dem virkelig, men med alle andre end C er venskaberne lidt anderledes. Jeg ved at jeg har dem, og jeg værdsætter dem uendeligt, og jeg håber at de ved at de har mig. Vi ses ikke ofte, men når vi gør føles det som de er i mit liv altid og hver dag, hvilket de også er, bare på afstand. Med C er det anderledes, for om jeg er alene eller med C lægger jeg næsten ikke mærke til. Vi er som hinandens skygger eller sådan noget, vi hænger bare altid sammen, slasker og laver ikke en skid. Og det bliver skide underlig ikke at kunne hænge med hende hver dag nu, at måtte nøjes med skype, selvom vi derudover med garanti kommer til at snappe, skrive og chatte på facebook en milliard gange om dagen, som vi allerede gør. Vi er egentlig aldrig rigtig ude af kontakt. Det bliver mærkelig ikke at være hos mig selv, med min familie og mine venner, men jeg håber inderligt at det bliver godt.

I dag (i går faktisk nu, altså søndag) var jeg til barnedåb. Min gudsøn skulle døbes, og sjældent har jeg følt mig så voksen og stolt som i dag, da jeg stod i kirken som gudmor med verdens sødeste lille fyr i mine arme. At han skreg størstedelen af tiden gør mig intet, for jeg fik ham døbt i fællesskab med en sød præst, og det var vidunderligt. Han er virkelig, virkelig dejlig.

Og nu, nu er jeg træt. Nye eventyr venter om en uge. På lørdag flyver jeg forhåbentlig som planlagt til Holland, for de næste knap 4 måneder, hvis alt går vel, så nu har jeg en uges tid til at få pakket og sige på gensyn til mine kære. Wow.