lille, blinkende fly, tværs over himlen

det er lige gået op for mig, at jeg har kun været hjemmefra i en uge nu. det føles som år og dag siden jeg sad i københavns lufthavn og ventede, siden jeg vinkede til min familie og vendte ryggen til dem, på vej mod min gate. siden jeg sad i et fly, for første gang alene, og var skrækslagen indvendig, men prøvede at se normal og fattet ud udenpå. siden jeg baksede min bagage af bagagebåndet, og blev modtaget med vink, smil og knus af tre næsten helt ukendte mennesker. nu har jeg boet med dem (to af dem, faren er ude og rejse) i en uge. og det føles nyt, gammelt, unaturligt, som en vane, ubehageligt og rart på én og samme tid. tilbage er 15 uger. medmindre jeg er nødt til at tage hjem inden da (hvis min mormor (eller andre jeg elsker) får flere dårlige nyheder ved jeg ikke hvad jeg gør), eller min flyafgang aflyses og jeg tvinges til at holde jul i Schiphol Airport. det er underligt, livet. dagen startede med MTV der spillede Katy Perrys sange, sange der tog mig tilbage til mit værelse hjemme i danmark, tilbage til mit jeg i midt-teenage alderen. og det var en mærkelig rolig, rar, fattet følelse jeg følte pludselig. det samme skete her til aften, for knap en times tid siden. et fly i det fjerne fløj over himlen, og den der lille lysende plet, farende over himlen med blinkende lys bag sig, tog mig igen tilbage til mit hjem. hvor jeg som oftest ser dette syn fra, og med et troede jeg at jeg var hjemme hos mig selv, min familie, hos mit normale liv. og det var virkelig, virkelig dejligt.

jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal sammenfatte denne oplevelse endnu. jeg har selvfølgelig kun været afsted i en uge, så måske findes denne ordknaphed naturlig. det ene øjeblik elsker jeg det, det næste er jeg trist og irriteret over min beslutning. jeg har endnu ikke haft hjemve, hvilket jeg heller ikke forventer endnu, men det føles nærmest som om den kommer snigende nu, hvor jeg skriver så meget om mit hjem. men jeg kan godt lide at være en au pair, tror jeg. til tider er moren unaturligt striks, og hendes hårdhed fremstår nedgørende. men det er en del af sprogbarrieren. selvom vi begge taler engelsk, og begge gør det glimrende, så mangler man pludselig ord, som man ellers ville bruge på sit naturlige sprog. det bliver besværligt at forklare sig, så man lader helt være. men det kommer forhåbentlig med tiden, at det bliver nemmere. også at forstå pigen, der taler semi-utydeligt hollandsk-engelsk. som moren forventer at jeg forstår, men det kræver en tilvænning som hun har gjort sig, men jeg endnu ikke har opnået. men det kommer, forhåbentlig.