frøken lykkelig har det godt

Det bobler i maven ved tanken. Tanken om alle de gange jeg har hørt fantastiske historier fra andres liv, andres ungdom, hvor de mødte mennesker hist og her og fik fantastiske oplevelser, tanken om, at i går var det min historie, mit liv der var så sejt at det vil blive et kært værdsat minde fremover. Jeg skulle mødes med to andre au pairs her fra omegnen, for første gang. Vi skulle i biografen, men da filmen var udsolgt endte vi med at gå Alkmaar by rundt og rundt og bare snakke og lære hinanden at kende, mig, Anna fra polen, Christine fra tjekkiet og et italiensk par i slut-tyverne. Og vi gik og gik og gik i ring, brugte evigheder på at finde tyggegummivæg-gaden så vi kunne vise den store seværdighed til det italienske par og vi havde det herligt og lærde hinanden at kende, og endte på en bar (med øl for første gang i 2 måneder for mit vedkommende) og lige der, midt i det hele på baren, boblede min mave af lykke over, at jeg var en af de historier. Den historie er min nu. Den aften i Holland hvor jeg endte på en bar med en polak, en tjekke og to italienere. Og det var skide hyggeligt. Også selvom øredøvende musik og kraftige accenter gjorde, at jeg kun fattede halvdelen af, hvad der blev sagt til mig. Måske en almindelig hyggelig aften for dem, men en helt speciel for mig. Det kan godt være at jeg fylder 20 til sommer og teknisk set er voksen, men som jeg eksempelvis skrev om tidligere, så kan jeg nogle gange godt føle mig som en lille skid på 16. Men den her oplevelse, og at være au pair i det hele taget, det rykker noget i mig, propper bobler i min mave og gør mig til en version af mig selv jeg rigtig godt kan lide. Jeg gør bare ting nu, ting jeg aldrig ville have troet at jeg havde modet i mig til at turde. Jeg flyttede bare til Holland, uden omtanke. Og i går tog jeg bare i byen med fire helt fremmede mennesker. Og så sad jeg der som den yngste og var med mine 19 år hele ti år yngre end den italienske kvinde, tror jeg nok. Og jeg følte mig lille og sjov og sej og værdsat og det var helt, helt fantastisk. Og Christine, som er en vanvittigt glædesboblende og sjov kvinde på 20, roste mit engelsk. Det bliver jeg helt seriøst aldrig træt af, og ja jeg ved godt at det kan lyde selvfedt, men jeg har forbedret mig vildt meget hernede synes jeg selv, og det gør mig inderligt stolt når andre bekræfter det. Og her til aften har jeg haft det hyggeligt over aftensmaden med familien igen. Jeg har helt seriøst været utroligt heldig med dem. De er så utroligt søde og rare mennesker, og ikke mindst skide sjove faktisk. Og spurgte endnu en gang her til aften om de ikke eventuelt kunne overtale/ plage/ kidnappe mig til at blive hos dem i længere tid, end til december. Og det varmer mit hjerte endnu mere. Jeg vil slet ikke noget med det her indlæg, andet end blot at forsøge at skrive mine følelser og minder ned, helt friske. For jeg har det virkelig dejligt.