humørlimbo

jeg er i det særeste humørlimbo her til aften. itunes ruller der ud af, sætter lyd på en stemning, der det ene øjeblik giver mig fornemmelsen af et stort, opslugende, hul i min brystkasse. det næste, hæver fornemmelsen sig delvist, og jeg sidder med en dump, vattet følelse i maven og brystkassen. mine øjenlåg føles tunge, og en uforklarlig uægte trykken på nogle af mine rør i halsen efterlader mig med en let kvalme. jeg føler mig trist, tom, fuld, ked af det, fuld af savn og spænding, udkørt af mine egne følelser, modstridende og ubeslutsomme, som ønskede de både alle at give plads til hinanden samtidig, og samtidig at være den eneste følelse. en melankoli og spænding, blandingen af, at jeg ikke vil vente længere, jeg vil leve min fremtid ud, og samtidig vil jeg fryse tiden nu, aldrig igen lade nogen ældes eller dø, aldrig lade det komme til en ende. i virkeligheden kommer følelsen inden i mig nok af frygt, af, at jeg er hjertebankende bange, bange for livet. bange for at leve det forkert, at spilde det, at forvente for meget af det, at blive skuffet over det, bange fordi det hele er så flygtigt. nogen gange føler jeg mig for underlig inden i til at kunne rumme mig selv. det hele kører rundt, og jeg har lyst til lige at smutte væk, som gik jeg ud på en altan for at tage en rygepause, mens alle følelserne, tankerne, spekuleringerne, bekymringerne, forvirringerne blev inde i stuen imens og fik rodet sig ud af hinanden, lagt sig ordentligt på plads igen. det hele er for underligt i dag og alt påvirker mig pludselig. musik, med og uden minder, billeder, med og uden minder. pludselig kan det hele blive for smukt og gøre mig trist fordi det er ovre og jeg ikke satte nok pris på det, da det var der. jeg kan hverken vikle mig ud eller ind af mig selv eller mine tanker i aften. et blodbad af stærke, sårbare drømme, minder og tanker.