Det føles meget underligt at løbe mod noget, bare løbe, løbe, løbe og løbe. Snakke i evigheder om, at det da er irriterende, at det skal tage så lang tid at nå helt dér hen. For en dag at være dér, indse at nu er det nu, og så pludselig forsøge at vende om, med panikangsten malet teatralsk i ansigtet, pludselig forsøge at løbe mod retningen op af en vandruchebane. Det kan man altså ikke. Jeg har gjort det to gange. Den ene gang for mange år siden, rent fysisk forsøgt at vende om i Lalandias Wild River vandruchebane. Dengang var skrækken helt fysisk, jeg var blevet adskilt fra min familie, og havde nu i meget høj fart, kurs direkte mod en fremmede mand, og hans helt utrolig store, behårede og bebumsede ryg. Og fred være med det, og hvordan man ser ud, men jeg var altså ikke særligt gammel dengang, og blev egentlig bare virkelig panisk.
Den anden gang har været i de seneste par dage, ledende op til i dag. Trods at det denne gang var helt mentalt, og slet ikke fysisk, og at jeg nu er 20 år og ikke præ-teen, så fik følelsen mig alligevel til, at tænke på dengang, jeg forsøgte at løbe op ad Wild River. Det var umuligt dengang, ligesom det denne gang har været umuligt at løbe tilbage i tiden, væk fra den dato, der nu er i dag. Denne gang er jeg næsten dobbelt så gammel, men herre gud og kors og bevar mig vel, hvor ville jeg have gjort alverdens krumspring i går, hvis jeg kunne om end bare pause tiden lidt.
Den seneste uges tid op til i dag, gik det nemlig op for mig, at alt måske ville være anderledes efter den 30. juli. Det svar, som man havde ventet på i månedesvis, ville komme nu, og hvad nu hvis man rent faktisk kom ind, sådan som man jo egentlig altid havde håbet på? Hvad nu, hvis man helt seriøst fik sit ønske opfyldt, og skulle sige farvel til sabbatår og den rutine man kender, nu? Pludselig anede jeg ikke, hvad jeg egentlig håbede på, at jeg ville få som svar. Spilder jeg livet ved at have så travlt, i stedet for bare lige at nuppe et sabbatår til, mens jeg for fanden kan? Hvad fanden er det egentlig, jeg har ønsket mig????? Og ak, akkurat som jeg synes, at forandringer tit kan lufte tiltrængt ud i en indelukket lejlighed, så fucking hader jeg dem også. For selvom jeg ved, at der er brug for dem, så er jeg bare herre dårlig til at håndtere dem. Jeg panikker, helt og aldeles. Og var pludselig rigtig bange for at komme ind, for hvis jeg gjorde det, hvad fanden ventede der så på den anden side af den 30. juli?
Det ved jeg faktisk nu, lidt i hvert fald, for jeg har læst og læst om velkomst til Københavns Universitet, gode råd for nye bachelorstuderende og alle de ting og sager, som vel snart er min hverdag. Og selvom jeg var helt vildt lettere uelegant, i min tjekken op på resultatet lidt over midnat i nat, og først nægtede at gøre det før morgenstunden fordi jeg var bange, så fik besked på at bedste C. var inde, så tvivlede på om hun var inde på kvote 1 eller 2, og i så fald om jeg kom igennem på kvote 1, OG så modtog opkald fra bedste C. om at snittet var over hendes....... men altså..... det var under mit (!!!!), så føler jeg mig meget voksen. Så voksen, at jeg lige har taget en 2-timers lur, fordi det er udmattende at være så glad. Men således fik jeg altså af vide at jeg var inde, på en måde som jeg ikke troede at jeg ville, men C. kender mig bedst, og det var for vildt dejligt at få det af vide sådan. Og så græd jeg simpelthen af glæde. Også af chok og træthed, men mest bare af lykke, over at det var lykkedes. Og så tog jeg kampen med resten af KU's ansøgere, om at for helvede komme igennem på Mit KU, så jeg kunne få lov at se på skrift, at jeg var inde. Og efter en halv time eller 87 år, så jeg det, sort på hvidt, kneb en tåre til, vækkede mine forældre for at dele nyheden og knibe endnu en tåre, og sidst fortælle min lillebror det, mens jeg kneb tårer. I morges kunne jeg så fortælle min storebror det, SAMTIDIG med at jeg kunne lykønske ham med, at han også var inde på sit drømmestudie. Og selvfølgelig kneb jeg så en tåre til.
Så hvad vi nu har lært er altså, at 1) jeg er meget følsom/ rørstrømsk/ en pivskid, men fred være med det og 2) måske skal man bare trække vejret dybt en gang i mellem, for fremtiden kommer når den kommer, tiden går altid, og du kan altså ikke løbe omvendt op af en vandruchebane og 3) om knap en måned er jeg en af de heldige studerende på Københavns Universitet! (!!!!!!!!!!)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar