NED AD

Det roder videre, og mere nu end aldrig før, næsten. I dag er det søndag, det er præcis ét år siden, at jeg rejste til mit eventyr i Alkmaar, Holland. Det er også slut på introugen, en uge der har været helt oppe og helt nede, bedst illustreret af en vildt dejlig fredag/ lørdag nat til Rus Frebar. Det var vidunderligt og helt oppe, men endte i, at jeg to timer efter hjemkomst klokken 6 lørdag morgen, blev vækket med nyheden om, at min kusine L er blevet revet fra os, ikke er hos os længere. Jeg har ondt alle steder nu, og hele min familie går rundt som ødelagte sjæle. Jeg ved ikke hvordan vi skal klare det her, når det hele gør så ondt, lige pludselig. Mine tårer er endnu engang uendelige, vi græder alle for evigt nu, og jeg ved ikke hvordan vi skal leve længere. Det gør fysisk ondt, chokket over at L er væk, men mest lige så ondt, at se min far hulke over, at hans lillebrors datter er væk, at se min onkel og tante spille tapre, at uden held forsøge at trøste kusine S, der skal leve uden at kunne se sin lillesøster igen, og elskede lille M, der prøver at forstå at storesøster er væk, men stadig ikke helt forstår alvoren i det. Elskede M, der krammer søster S, når hun igen bryder sammen, elskede M, der bare vil ligge lidt og se tegnefilm mens vi holder lidt i hånden. Det smerter mig uendeligt at S og M nu skal leve uden deres søster, at min onkel og tante har mistet deres datter. Deres, vores, familie er i stykker, og jeg ville give alt for at ændre det.