ENDNU ET ÅNDSSVAGT ØNSKE

Jeg er virkelig, virkelig træt og ked af det her til aften. Igen. Det hele kan virke så uoverskueligt, og det ene sekund fortrænger jeg verdens sorg og er mig selv, og det næste kan jeg græde over ingenting. Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at være min ven i disse tider. Det er også latterligt svært, at det kun er min familie og så C. der ved, hvor slemt det hele egentlig står til, og hvor sort min verden er. Men jeg kan ikke fortælle de nye søde mennesker på studiet det, det føles alt for intimt og privat at indvie dem i det. Men det gør også det hele hårdere, at jeg skal bære den facade i hverdagen, hele tiden. Så mere end jeg ønsker mig en lejlighed, en kæreste eller lignende, så ønsker jeg mig en hund. Jeg ville så inderligt ønske, at jeg havde en hund, så jeg altid havde den der kæmpe kærlighed hos mig, så der var en jeg kunne elske og blive elsket ubetinget af, og så var det bare det. Altid en at kramme, en at sove med, en at tale til og gå tur med. En som var hos mig altid. Jeg kunne selvfølgelig også bare få et barn, men det er vist lidt overkill på jeg-har-brug-for-at-blive-elsket-fronten. Og ja, jeg laver sjov. Men ikke med det om en hund, det ønsker jeg mig mest i verden lige nu (forudsat, at ønsker som at L. ikke er død, at mormor ikke er uhelbredeligt kræftsyg og at min familie og jeg skal leve for evigt og være sunde og raske og lykkelige, er for urealistiske). Men hvis jeg bare havde en hund, ville jeg være lidt lykkeligere, det tror jeg på. Jeg har brug for trykhed og stabilitet i mit liv, mest af alt nu, og det kan jeg ikke få fra de unge, sprudlende mænd jeg støder på. De har deres eget liv også, og fred være med det, men jeg vil aldrig være den krævende, triste kæreste, der konstant skal opmundres og pyldres om. Og det ved jeg, at jeg vil blive hvis jeg fandt en sød fyr nu. Så jeg hepper på HUND, TAK.