ET PERSONLIGHEDSTRÆK

Jeg er så sindssygt fuld af følelser, at jeg ikke selv forstår det. Men jeg har sjældent set det som en svaghed. Tænk, at jeg kan føle så inderligt meget, blive så rørt, så lykkelig og så ulykkelig når det gælder. Det undrer mig til tider, at jeg ikke græder hver dag, når der i virkeligheden skal så lidt til. Det sidder altid lige under huden, endeløse reaktioner på de følelser jeg oplever. Senest en uendelig angst og fysisk kvalme, da jeg i søndags indså at det var 3 måneder siden L. gik bort. Et kvart år allerede. Lige dén følelse er der nok intet unaturligt i, men blot her til aften er jeg blevet rørt til tårer tre gange, både af tristhed og lykke. Men det vil jeg aldrig se som en svaghed, virkelig. Det er en sindssyg gave, at jeg her i mit korte, lille liv vil føle verden så stærkt, selv i almindelige hverdagssituationer. På én og samme tid er jeg en ekstra skrøbelig lille lort og en af de stærkeste personer jeg kender. Og jeg skylder alt til min familie.