WHAT WHAT

En pige fra mit studie sagde i forrig uge til mig, at hun godt forstod, at jeg var forvirret. Og med ét forstod jeg, at det var det jeg var. Og stadig er. En indre del af mig er så vanvittigt forvirret lige nu, fordi der er en sorg der skal bearbejdes, en studieopstart der skal følges og nye rutiner jeg skal lære som udeboende. Og uanset hvor meget jeg gerne vil følge med det hele, så går det egentlig bare ikke. Der er ikke ro og der er ikke tid til at komme i bund med de ting jeg skal have gjort, så resultatet er blot, at jeg prøver at gøre alt og bliver efterladt vildt forvirret. Og så har jeg verdens bedste C. der smuldre lige nu, helt nede og vende det ene sekund og oppe og flyve det næste, tror jeg, men vi ses aldrig, fordi hun enten er syg eller hos sin kæreste. Sin fucking kæreste, der forværre hele hendes situation. Og jeg kunne være ligeglad, burde i hvert fald ikke blande mig, men det er åndssvagt svært, for jeg bliver altid påvirket af dårlig stemning og andres problemer. Så hvordan det går med ikke at drukne i selvmedlidenhed? Måske ikke ligefrem herregodt...