SUNDAY MOOD

Jeg er i sådan et underligt følelseslimbo lige for tiden, trods at jeg lige havde skrevet at det gik så godt. Men jeg ved ikke, måske er det det omskiftelige vejr, måske er det den ventende semesterstart. Jeg tror bare at det er forandringer, der som sædvanelig slår mig lidt følelsesmæssigt ud af kurs, selvom jeg egentlig glæder mig til at have en fast hverdag på uni igen.

I søndags havde jeg en biografaftale med C. Der formåede at sove FIRE timer over sig. Og således gik jeg for første gang i biografen alene, hvilket slet ikke var spor skræmmende, men bare heller ikke særligt sjovt. Jeg ser mere biografture som en social ting, tror jeg. Men jeg så Ant-Man, og filmen var virkelig god og sjov. Og efter filmen ringede jeg igen forgæves til C. for at mødes med hende. Jeg endte med at ringe til hende 87(!!!!!!!!!!!!!!!!!!!) gange den dag, og tror I at kvinden ringede tilbage? Jeg ved ikke hvorfor, men det pisser mig af, at hun aldrig gør det. Man er trods alt to i et venskab, og måske er det noget vigtigt for hende jeg har at sige, eller måske er min verden faldet sammen, og jeg har brug for min bedste veninde. Jeg er vant til at man er der for hinanden i et venskab, men jeg kan slet ikke nå ind til hende lige for tiden. Hvilket logisk nok også gør mig bekymret, men hun fortæller mig ikke en skid om hvad der foregår i hendes liv lige pludselig. Nå. Men det er nok også en del af mit skrøbelige humør for tiden.

Og mens jeg så gik gennem indre by, gennem Botanisk have, haven ved Smk og ud på Kastellet, tænkte jeg på det med ensomhed kontra at være alene. Jeg har altid været god til at være alene, haft brug for det og nydt det, helt uden at være ensom. Andre gange har jeg også prøvet virkelig at føle mig ensom og tudet mine øjne ud over det. Men her i den sidste halvdel af sommerferien har jeg været meget alene og i mange dage i træk, hvilket jeg slet ikke nyder længere. Og det gør mig faktisk lidt trist, for det er dejligt afslappende at elske at være alene, men jeg hungrer pludselig efter selskab efter et par dage. Jeg bliver tvær og moody og nederen, og så hjælper det ikke, når en så længe ventet aftale som den i søndags ikke bliver til noget. Så er det, at jeg begynder at føle mig ensom. Nok især også fordi C. så tit bailer, ændrer aftaler, glemmer det eller sover over sig som nu. Jeg føler mig ensom, fordi jeg føler at jeg ikke er vigtig for hende, tror jeg.

Men jeg ved jo godt at jeg ikke er ensom. Og efter gåturen på Kastellet købte jeg mig en pisse god is og mødtes med min barndomsveninde N. og tog i parken til FCK-AGF. Jeg har ikke været til fodboldkamp i parken i omkring 10 år, inden da var jeg det relativt ofte, og var som barn stor FCK fan. Og det var så dejligt at være tilbage, ikke mindst med N. som jeg har fået mere og mere kontakt til over sommeren. Så det hele skal jo nok gå. Og det var jo samtidig en dejlig dag med smukt og varmt vejr, en fin og udefinerbar stemning i Københavns gader, smukke farver hvor end jeg gik og så spiste jeg jo ligesom også både biografslik, den pisse gode is, en cola og en hotter, så helt skidt var verden jo ikke.