ET HJERTE FULD AF LYKKE

Ovenstående billede er fra i går eftermiddags. Få sekunder inden havde jeg kastet op, og derefter, forsinket, begivet mig ud af døren. Fredagens unibar var rigtig hyggelig som sædvanlig, og gik bagefter over i en tur til bar i indre by, et sjovt og fjollet knald på en parkeringsplads, et værelsesnummer og en invitation til Bella Sky, en C der var så fuld at hun ikke kunne gå uden at brække sig, og endelig til et musikstudie i  NV, så jeg kunne aflevere C hos sin kæreste. Og da jeg ramte puden klokken 7:30 lørdag morgen havde jeg således været i byen i 14 timer. Hvordan man kan, lærer jeg aldrig at fatte.

Men lidt i 17 var jeg (overhovedet ikke) klar igen, og ude af døren. Og vupti, stod jeg med 100 kilo kvalme og overværede årets første snefald og blev alligevel lidt lykkeligere. Klarede turen ud på uni uden at brække mig i metroen, trods at jeg var lukket inde med en barnevogn inkl. baby der tydeligvis havde skidt i bleen. Og julefrokosten med unibarholdet var sådan ca. den dejligste aften i hele verden. Jeg måtte give op et par gange undervejs med maden, og kunne således ligge i sofaen, helt varm og glad og dårlig og lytte til årets første julemusik, tyve virkelig søde og glade mennesker og se den tiltagende sne styrte ned udenfor. Folk jokede og kom med chips til min cola, og laaaangsomt blev kvalmen druknet i øl, indtil jeg igen var fuld og festlig, som aftenen før. Vi fik quizzet, danset virkelig meget og sunget julesange i kor, hvilket var den bedste idé nogen sinde. Jeg plejer at hade fællessang af et godt hjerte, men det var så hyggeligt! Åh manner. Og klokken 3 var vi kun få tilbage, og jeg indså at jeg nok hellere måtte drage hjem. Havde på dette tidspunkt trods alt drukket i 21 af 34 timer, men når man er ung og ikke vil gå glip af festlykke, så får man åbenbart uanede kræfter. Klokken 3:30 i nat skrev jeg i min fulde- og lykkerus en note der perfekt beskriver følelsen af i går:

Lykken er når den første sne helt mirakuløst falder på årets første julefrokost, og du har så mange tømmermænd at du er nødt til at sove lur mellem maden og alle er så søde imod dig og joker med din friskhed, og du ligger der og sover lur til lyden af årets første julesange og tænker på hvor glad og tryg du er lige nu og alle er søde og dejlige og du føler dig hjemme og drikker dig fuld igen i gratis øl og danser og synger fællesjulesange med alle disse søde mennesker og alt er bare rigtig rigtig dejligt.

Så nu sidder jeg her. Pakket ind i dyne og tæppe, tømmermændene lurer lige under overfladen, Radio Soft hamrer derudaf og sneen falder stadig ude foran vinduet. Klokken 15 skal jeg igen ud på uni, denne gang for at rydde op efter i går. Og lykken og minderne fra weekenden ligger som et varmt tæppe om mit hjerte. ♥ ♥ ♥