12. dec. 2015

DECEMBERDAGE


Den lille pause, jeg tog mig sidst i november, udviklede sig i sidste ende til en fuldfed sygdomsuge med øjenbetændelse og alt godt fra forkølelseslandet. Hurra for, at man altid bliver slagtet af sygdom, når man endelig lader kroppen slappe lidt af. I skrivende stund er jeg i teorien stadig halvklam, men med få, få timer tilbage på uni, så valgte jeg at lege, at jeg var frisk og rask den 1. december. Jeg er trods alt en kæmpe julepsykopat, så at ligge syg i julen vil jeg meget gerne undgå.

Indtil videre har jeg bl.a. brugt min december på en hjemmeweekend hos mine forældre. Her stod den på årets faste leverpostejslavning med far, pyntning af mormors grav med mor, og en søndag brugt på julefamiliehygge hos min morfar og bedste. I denne uge har jeg været til de sidste unitimer på dette 3. semester (foruden en sidste forelæsning nu på mandag), og samtidig gjort mit bedste for at ignorere, at jeg virkelig burde være gået i gang med min litteratureksamen. Eller i det mindste være klar over, hvad jeg vil med den. Jeg har bogstavligtalt lige indset, at jeg har lovet mig selv at være færdig med den, og hjemme til jul hos mine forældre, om 10 dage. TI dage! Hvornår jeg lærer at koordinere mit liv, ved jeg virkelig ikke. 

Til gengæld har jeg også været ung og glad og spontan, og brugt ugens aftner på bogreception + barhygge tirsdag (inkl. ubeskriveligt nice overraskelse, taxatur, nøgenhed og tømmermænd, der strakte sig godt ind over onsdagen), housewarming hos sød veninde torsdag, og unifrebar i går. Den rus kunne jeg så lige nå at sove lidt ud, inden jeg klokken 10 i morges igen sad i en taxa på vej mod Nordvest, og således har jeg brugt en dejlig stor del af denne lørdag i nøgen tilstand med en pissepæn mand ved siden af mig (som ikke er ham, jeg skal på 2. date med på mandag). Alt burde være så godt, og alligevel er hele verden ved at falde sammen om ørerne på mig. Alt smuldrer i sindssyge misforståelser og løgne, noget jeg slet ikke burde være blandet ind i, men alligevel er vidne til og bliver påvirket af, i kraft af, at det er verdens bedste C. hvis liv er ved at gå i stykker lige nu. Og jeg ved, at hun kommer til at takle det helt forkert, det kan jeg læse på hendes blog, med alle de ting hun ikke siger direkte til mig, og det knuser mig totalt. Spørgsmålet er bare, hvornår jeg bliver nødt til at skide på vores venskab og indblande mennesker hun ikke ønsker indblandet, for at redde hende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar