Det er typisk, ikke? Man kan gå og drømme om forandringer i evigheder, men når de så endelig kommer, og man skal lægge sin nuværende situation bag sig, så virker den nuværende situation pludselig smukkere end længe. Men jeg skal sgu flytte! Jeg har endelig fået det kollegieværelse som jeg har været skrevet op til i to år, og skal derfor om halvanden måned pakke alt jeg ejer ned, og fragte det fra Frederiksberg til Amager. Og det føles underligt! Jeg glæder mig så sindssygt, men åh altså. Frederiksberg kan altså også noget jo, og det kommer jeg altså til at savne. Smukke, fine Frederiksberg. Amager, og det sted jeg flytter hen, virker langt mere råt og ukønt, men sådan bliver det altså. Jeg får min helt egen lille lejlighed (minus køkken, som er fælles), det ligger en spytklat fra uni, og stik mellem indre by og Amager Strandpark. Og jeg er sådan cirka altid bange for at have for høje forventninger, fordi man kun kan blive skuffet så, men jeg er altså virkelig ret forventningsfuld. Jøsses, hvor jeg håber at det bliver skønt og er det helt, helt rigtige. Derudover starter jeg mit 5. semester i morgen. Det står på tilvalgskursus og bachelorprojekt, og jeg glæder mig enormt til det også, men jeg kan død i helvede ikke finde på et emne til min bachelor. Og jeg vil så, så, så gerne i gang og have fat i en vejleder, men jeg kan ikke finde på noget konkret altså. Så sådan ligger landet! Jeg er spændt, utålmodig, lidt presset og ellers rigtig glad, for jeg skal flytte og skrive bachelor i de kommende måneder, og det bliver forhåbentlig SÅ godt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar