DEN LÆNGSTE JANUAR OG DE KORTESTE TO ÅR

Januar har været så lang i år. Jeg har set frem til måneden i et halvt år, fordi den for mig var et symbol på frihed og længe ventet ferie. En hel måneds ferie, som afslutning på det bachelorprojekt jeg afleverede 2. januar. Men af en eller anden grund, så har alle mine venner været mere eller mindre optagede konstant, hvorfor jeg har været urimeligt meget alene. Sådan, på grænsen til ensom, faktisk. Langt de fleste dag i hvert fald, men der har heldigvis også været lidt aftaler alligevel. Backgammon på Månefiskeren med verdens bedste C., en tur til Skælskør, hvor jeg spiste så meget running sushi og blandselvslik med min søde veninde A., at jeg næsten var døden nær og et dejligt gensyn med min søde veninde M., som jeg ikke havde set i tre måneder. Jeg har også været hjemme hos min familie lidt, og jeg har været til barnedåb for verdens mest nuttede lille M. Og på bytur med C., efterfulgt af et døgns tømmermændshæng hos mig, med chips, cola, tv og vandret kropsholdning som primær overlevelsesmetode. Og nogle af de andre dage, hvor alenetilstanden og kedsomheden har været ved at drive mig til vanvid, så har det virkelig reddet mig at jeg er flyttet ind på den bedste kollegiegang. Jeg har især hygget mig med gåtur og aftensmadshygge med L. fra mit køkken, og det er guld værd, at jeg næsten altid kan komme i kontakt med folk bare ved at gå ud i mit køkken, når jeg virkelig får pip af mit eget selskab. På den lyse side, så har jeg også set Netflix og fjernsyn nok til det næste halve år. Nå ja, og så har jeg søgt 17 jobs og er begyndt at træne mere eller mindre hver anden dag. Og hvad endnu vildere er, så er jeg begyndt at elske det. Jeg oplever for første gang sådan virkelig glæden ved at træne, og min krop føles sund og stærk og god. Det er klart en fordel at have et træningscenter i den bygning hvor jeg bor, og jeg håber virkelig at motivationen holder ved.

Og nu sidder jeg her, i min elskede seng, i mit elskede hjem. Mens jeg har har skrevet dette, er solen kravlet rundt om bygningerne, og varmer således min skulder, og snart hele mit soveværelse. Og det er den smukkeste morgen i hundrede år. Men i dag er det også to år siden at jeg mistede min mormor. Og der går stadig ikke en dag uden at jeg savner hende. På en eller anden måde, så har jeg undværet min anden halvdel i to hele år nu, og jeg ved ikke hvor tiden er blevet af. Og i går aftes græd jeg, ligesom jeg gjorde det for præcis to år siden, da jeg sagde farvel til hende. Men i går var det af andre grunde, i går var det af lettelse over at jeg fik min bachelorkarakter. Jeg fik 10. Og på den måde er livet pudsigt. For det går videre, og man kan blive glad igen. Også selvom jeg savner hende for evigt og altid.