22. dec. 2012

december days version #2 (den omformulerede)






Jeg har det godt lige nu. Men stadig på en underlig måde. Hvis ikke det var december i øjeblikket, og hvis ikke det var juleaften i overmorgen, så tror jeg måske ikke at jeg ville have det så godt, for en masse ting vælter rundt og gør mig trist for tiden. Ensomhed og tanker om livets store spørgsmål, udlængsel efter at se verden og længslen efter at omgås mere modne mennesker, der ikke formår at såre og stresse mig så ofte, bevidst eller ubevidst. Ønsket om at færdiggøre gymnasiet med glædelige resultater om et halvt år, og tanker om, at jeg snart overhæler dig, M. Snart er jeg hvor du var, hvor du stoppede med at være, og jeg ved ikke hvad der ligger i mine kort, men jeg tror at jeg fortsætter, fortsætter forbi der hvor dine kort havde besluttet at du skulle stoppe. Og det skræmmer mig helt vildt at jeg skal gå hen og blive ældre end dig, overhæle dig i rækkefølgen om, hvem der bliver student hvornår, fordi du netop ikke blev, og jeg måske, forhåbentlig, gør. Men heldigvis er jeg sammen med min familie. Den bedste i verden. Og jeg har tænkt mig at isolere mig her i juledagene, kun omgås med dem jeg altid kan regne med, dem der elsker mig ubetinget, og som mit hjerte banker for. Uden dem var jeg her ikke, og jeg tror dybt seriøst at det jeg føler for dem ikke bare er kærlighed, men noget mere, noget langt stærkere som der ikke kan beskrives. Jeg elsker dem ikke kun, men det er det tætteste jeg kan komme på at beskrive det. Men helt sikkert er, at jeg elsker julen. Nytår, not so much, forventningerne til den aften er altid helt forskruede, og jeg bliver altid skuffet. Derfor bliver jeg hjemme til nytår i år, bare mig og mine forældre, og måske mine brødre. Så kan jeg klæde mig fint på som jeg så godt kan lide, uden at skulle udenfor og ødelægge hår og sko for at komme til en eller anden fest hos nogen man ikke kender. Og jeg kan nyde den gode mad, skåle med folk jeg virkelig kan lide, fyre fyrværkeri af uden at vælte fuld og uforsvarligt rundt, og sidst men ikke mindst, kan jeg øve mig i at fotografere det smukke, smukke fyrværkeri. Og muligvis også nyde første januar ædru, i stedet for at ligge og lide i sengen og kaste op til højre og venstre. Glædelig jul. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar