whales

Vinterferien endelig! Jeg lytter til smuk musik og ser på smukke videoer. Videoen ovenfor fanger min sindsstemning utrolig præcist. Jeg er så taknemmelig for at ferien endelig er her, og alligevel er jeg underligt trist til mode, som om melankolien ligger over mig som en mørkegrå kappe. Jeg undres over hvor min udlængsel kommer fra. Begge mine forældre har da rejst lidt, min mor nok mere end min far, men ingen af mine brødre udtrykker samme længsel som jeg for at opleve hele verden. Jeg vil bo så mange steder, og opleve så meget, og det må egentlig være mærkeligt at være i min families sko, sådan som jeg altid drømmer mig væk og taler om min fremmede fremtid der foregår så mange andre steder end deres. Det gør mig trist, ikke at de ikke vil rejse andre steder hen og leve, men at jeg har det behov. Jeg er samtidig utrolig bange for at det for altid vil blive ved tanken, og jeg i stedet vælger at følge fornuften eller det sikre valg. Det må ikke ske. Jeg kan ikke bære tanken om at se tilbage på mit liv og alle mine uopfyldte drømme om mange år, og så bare tænke på den lige linje jeg tog, med universitetet, job, mand og børn. Jeg vil gerne alle disse ting, men jeg kan ikke se mig selv have et 8 til 16-17 job, så ned i netto og handle til aftensmad og så hjem og bade børnene og lave mad og kollapse i sofaen i et par timer med min mand og så i seng og så op og forfra. Samtidig er jeg mere taknemmelig end jeg nogensinde vil kunne udtrykke for, at mine forældre netop valgte dette liv, og når jeg fortæller dem om min frygt ønsker jeg alt andet end at virke som om at jeg føler mig for god til det liv de lever. Det tror jeg heller ikke at de tænker at jeg gør, for jeg er skabt af dem, af verdens bedste mennesker og alt jeg lever, lever i dem. Fordi jeg er lavet af disse to vidunderlige mennesker, ligesom mine brødre er, og sammen er vi tre så uendeligt heldige at være blevet lavet ind i den familie vi er. Min hjerne kører i ring når jeg tænker sådan her, men jeg er ikke rigtig klar på hvordan jeg stopper det. Heller ikke at der er behov for det, for det er vel sundt at tænke, at undres og fundere over livet og døden og verden. Jeg kan ikke finde ud af at stoppe denne tekst, så nu stopper jeg den altså bare.