flashback

Han kørte galt i går og omkom med det samme. Dét er de værste ord jeg nogensinde har læst, den værste sætning der stadig kører rundt i min hjerne hver eller hveranden dag. Det er snart ti måneder siden, men det føles både som i går og som var det i et tidligere liv det skete. Jeg kan huske hvordan alt luft forlod mine lunger, hvordan jeg snurrede rundt om mig selv ude i gangen, fik skrevet noget a la please sig at det er løgn eller sig at det ikke er sandt, er det en joke, hvorefter jeg hørte mig selv fuldkommen åndeløst skrige efter min mor. Det føles stadig ikke sandt, og jeg har lyst til at finde dig på gangen og fortælle om den drøm jeg havde hvor du døde og jeg fik det af vide på den måde og hvor forfærdeligt alt var, og at jeg slet ikke vidste at jeg ville reagere sådan bare ved at drømme om at du døde, og tænk hvis du en dag døde i virkeligheden. Men det var jo ikke en drøm, og sandheden er at jeg reagerede sådan og at jeg slet ikke kan finde dig og fortælle dig om det, fordi du er væk. Jeg har ingen idé om, hvordan folk der var tættere på dig end jeg, stadig er i stand til at leve. For jeg synes at det er svært nok sådan her, på den her afstand.