lillebror

I al hemmelighed tør jeg ikke skælde ud på min lillebror. Min familie i det hele taget, men i særdeleshed min lillebror. Det sker alligevel somme tider, men jeg fortryder altid med det samme. Han er 15, han larmer, fjoller, driller og taler helt utroligt meget, vader ind på mit værelse når han har mest lyst og jeg længtes mest efter at være i ro og læse min bog i fred. Men så tænker jeg straks, at jeg kan miste ham på et sekund. Det kan jeg jo egentlig med alle, men måske er det fordi han er min lillebror og ikke min storebror at jeg tænker sådan, men jeg er beskyttende overfor ham på en sær måde, bange for at bede ham holde lidt kæft et øjeblik, af frygt for at der kommer en dag hvor jeg aldrig vil kunne høre hans stemme igen. Jeg vil ikke nægte mig selv hans selvskab, i frygt for at det pludselig slet ikke findes en dag. Og sådan tænker jeg HVER gang han taler ørerne af mig og jeg helst bare vil være alene og have lidt fred og ro, for hvis han døde i morgen uden at jeg havde hørt alt han har at fortælle mig, drille mig med og larme om og med, så ville jeg aldrig, aldrig tilgive mig selv. En del af mig ville dø.