efterårsdage

Jeg føler mig efterårs-melankolsk i dag. Savner pludselig hver en lille ting ved at være hjemme, og har lyst til blot at ligge i min egen trygge seng, i mit eget elskede hjem. Ligge tæt, varmt og hyggeligt med S, kysse og læse bøger, drikke varm the, og at kunne vade ind i stuen hvert sekund for at tale med min familie, se dem i samme rum som jeg, og fortælle dem at jeg elsker dem. Ikke at de ikke ved det, for jeg siger det tit. Meget tit, så tit at det for nogen vil miste betydning at høre og sige så ofte, men jeg mener det hver evig eneste gang helt ind i knoglerne. Og jeg håber at de også hører det sådan. Hold kæft jeg savner at være hjemme lige nu. I trygge rammer. Jeg understreger stadig at jeg har det helt utroligt godt her. Skræk historier om au pairs og deres værtsfamilier er ikke få, men jeg har edder mame været utrolig heldig. For ja, selvom job-delen af at være au pair giver mig fucking nedtur fra tid til anden, så er selve de mennesker jeg er hos dejlige. Så sent som i går, en skøn søndag hvor jeg havde fri, og derfor sås med dem som venner tænkte jeg det. Og vi tog til stranden for at spise brunch, mor, far og 'deres to døtre', som de kaldte N. og jeg. N. er pigen jeg passer, forøvrigt. Og turen hjem i bilen, med hollandsk børnepop på niveau tusind, og moren der sang højt og det hele føles så varmt og hjemligt. Så ja, jeg har det dejligt her. Men i efterårskulden, alene på mit værelse (det har jeg ikke så meget imod, har altid trives åndssvagt godt alene med mig selv) her i Holland, længes jeg pludselig hjem. Jeg har ikke set mine elskede i virkeligheden i snart en måned, nogen endda længere tid siden. Og okay, et soundtrack i form af Bon Iver gør ikke min sindsstemning lettere, men det lyder bare så pisse dejligt, og passer uforventet godt sammen med læsning af Murakamis Trækopfuglens Krønike.