Jeg savner Danmark rigtig meget i dag. Det hænger helt sikkert også sammen med, at jeg følger så meget med i livet derhjemme, gennem mails, beskeder og bloglæsning, men det er nu engang sådan at jeg bedst kan lide det. Måske er det netop det jeg vil finde ud af, ved at være her. At jeg elsker at rejse og opleve nye steder, det ved jeg godt. Men enten kombineret med arbejde, med at jeg bor her, eller med at jeg er her alene uden nogen bekendte at dele det med, eller simpelthen bare alle tre, så fungerer rejsedelen ikke rigtig for mig denne gang, tror jeg. Selvfølgelig er jeg glad, også for denne oplevelse som det giver mig, men når alt kommer til alt, så er det arbejde, det her. Omkring 12 timer om dagen endda, til en løn på størrelse med et meget, meget lille røvhul. Og nu hvor jeg har weekend, så magter jeg slet ikke at forlade 2. sal, ikke engang for at gå ned og lave mig noget morgenmad eller frokost. For selv om familien her er så søde, så tænker jeg arbejde og bliver irritabel hver gang pigen råber op. Hvis jeg én gang til i går (på min fridag, som jeg valgte at tilbringe sammen med familien på en rigtig rar oplevelsesdag) havde hørt N. skrige STOP!!!! til mig og kommandere med mig på min fridag, så havde jeg nok ret sikkert sparket hende til mars. Og det er det, der er ærgerligt ved at være au pair. I hvert fald for mig. For det er stadig et job, og når pigen har sit 7 sparke-skrige-råbe-slå anfald i løbet af de første 5 ud af dagens 12 timer hvor jeg passer hende, så vejer negativerne mere end positiverne. Lønnen ER ikke god, i betragtning af arbejdets størrelse. Og jeg kan godt lide at have FRI, når jeg har fri, hvilket ikke rigtig er muligt når jeg alligevel er i samme hus/ på min arbejdsplads altid. Og jo, jeg vil da helt vildt gerne ud og opleve ting, tage toget og stikke af til mit elskede Amsterdam hver weekend, men hver eneste lille øre jeg tjener her, skal gerne spares sammen til en lejlighed, så jeg på en eller anden måde kan sige at jeg rent faktisk har fået noget fornuftigt ud af at bruge de her 4 måneder i Holland, når et almindeligt fuldtidsjob derhjemme kunne have givet mig 3x så meget i løn i samme periode. Og så igen, jeg har ingen at dele oplevelserne med. Selvfølgelig kan jeg mødes med de andre au pairs her fra området, men så igen, pengene skal helst spares. Og så vil jeg egentlig hellere spare sammen nu, og så have penge til at leve oplevelser ud når jeg igen er hjemme og kan dele oplevelserne med folk jeg virkelig elsker. Men ja, når alt kommer til alt, så savner jeg Danmark meget i dag. Jeg har fået et helt åndet romantisk blik på alt jeg husker hjemmefra. Savner inderligt at tage s-toget og metro, gå i magasin, slentre rundt i københavn (ingen af disse ting gjorde jeg særligt meget da jeg var hjemme, men nu savner jeg det som ind i helvede), gå i søstrene grene, notre dame og mange andre af de butikker som altså mangler her i Holland. Ikke at jeg måtte bruge pengene der, selv hvis de var her, men stadig. Og jeg glæder mig helt, helt, inderligt til den fredag om 11 uger og 5 dage, hvor jeg endelig skal ud til Schiphol lufthavn igen. Både fordi jeg har en meget unaturlig og ret dyb kærlighed for at være i lufthavne, men også fordi jeg den dag hvis alt går vel (pisse bange for at jinxe ting, jep) endelig står ansigt til ansigter med min familie igen. Jeg kan lige forestille mig den fredag. Hvor det aller sidste bliver pakket, og jeg så er klar. Jeg skal først flyve om aftenen, men hvis jeg kender mig selv ret, så vil jeg have lyst til at tage derud senest klokken 11 om formiddagen. Og bare være der og nyde stemningen. Selvom jeg også vil være helt åndssvagt bange, fordi jeg virkelig, virkelig ikke kan lide at flyve. Havde mareridt om det så sent som i nat. Men når dagen endelig kommer, er jeg spændt på hvordan den forløber. Om jeg græder, når jeg siger farvel til disse virkelig skønne mennesker, der har været min familie i 4 måneder. Om de græder. Om hvordan vi overhovedet får sagt farvel. Om vi er lettede eller triste. Det ved jeg først om knap 12 uger.
Og selv om jeg virkelig er glad for at være her, så har allerede den første måned altså lært mig et par ting. At jeg faktisk sagtens har nosser nok til at springe ud i noget, som den no brainer jeg lavede, da jeg tog her hen for eksempel. Og fortrængte alle mine nerver og rationelle tanker. Og at jeg sagtens kan klare mig alene. Men at jeg simpelthen ikke gider, ikke at have mit eget køkken nogensinde igen. Men også at jeg er for meget familiemenneske til, at jeg en anden gang nok gider at være så langt væk fra dem igen (men jeg vil stadig gerne studere i udlandet senere altså, tror jeg, eller flytte til London senere i livet med min 'egen' familie). Jeg vil have mit eget sted, hvor jeg har fri når jeg har fri, og hvor jeg kan se min familie og venner så ofte som vi vil. Sådan har jeg det vist bedst. Og at jeg virkelig altså elsker at snakke engelsk lige så meget som jeg altid har gjort, og at jeg taler pænere og pænere jo mere jeg gør det, men at jeg altså samtidig bare hellere vil sige "godmorgen" end "goodmorning" de fleste morgener. Dette bliver selvfølgelig et problem hvis jeg nogensinde skulle flytte ud i verden igen, men det er altså bare nemmere at forklare sig på sit eget sprog, hvor man kender alle nuancer. Havde virkelig aldrig troet at den udlængsel jeg altid har haft ville kunne nå sådan et dvalepunkt som den befinder sig i nu, men måske er det bare sådan det er, når man får et nyt perspektiv og ser sit hjemland og sit liv udefra. Og jeg tror nu helt ærligt at jeg kan sige at jeg forstår udtrykket at ude er godt, men hjemme er bedst, selvom jeg altid har synes at det lød så fladt og omklamrende. Men jeg glæder mig til at være hjemme igen. Om 11 uger og 5 dage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar