Min accent er blevet pænere, rutinerne begynder at blive hverdag (... begynder, altså der er trods alt kun gået 2 uger). Det begynder at blive hyggeligt og mere naturligt at være en del af den her ellers fremmede familie. Vi griner og pjatter ved aftensmaden. Har det rart sammen, og de er skide søde og kan godt lide mig (og den mor jeg ellers har synes var lidt striks, sagde i går at hun var 'really very happy with me', og var ærgerlig over at jeg allerede rejser igen til december (og så var jeg det pludselig også)).
Men det eneste der irriterer mig er, at jeg ikke føler at jeg er her i nuet. Jeg kan godt selv høre hvor kliché poetisk jeg lyder nu, men det er sgu rigtigt. Da jeg oprettede en profil på aupairnet var det af ren nysgerrighed, og de henvendelser jeg fik tog jeg let på, og lod mange af dem stå. Denne her families svarede jeg kun på, fordi jeg kunne se, at vores præferencer angående perioden for opholdet og indehavelse af kørekort ikke stemte over ens (..... jo jeg vil sgu da gerne have et kørekort, men det koster sgu da alt for meget når jeg kun er 19 år og ikke bare fik det stukket op i røven af mine forældre da jeg fyldte 18). Men jeg svarede dem høfligt, at jeg kunne se at vores præferencer ikke stemte over ens, men om det stadig kunne lade sig gøre at jeg blev deres au pair 'for det ville jeg jo smadder gerne'. Hele tiden bevarede vi kontakten, og pludselig havde jeg viklet mig ind i en aftale om en skypesamtale, og inden skypesamtalen overhovedet var afsluttet, havde jeg indvilliget i, at vi da var lige glade for hinanden, og så var jeg altså ansat. Og der glædede jeg mig pludselig helt vildt meget. Og overvejede flere gange efter alligevel at springe fra, fordi jeg ikke turde. Men det var netop fordi jeg ikke turde, at jeg blev nødt til at gøre det, at skubbe mig selv lidt, sagde jeg når familie og venner spurgte ind til det. Men jeg har glædet mig hele tiden, blandet med frygt, tror jeg, men det føles stadig ikke som om det var mig der pakkede den kuffert, mig der fattet tog til lufthavnen med 3/4 af min familie og vendte ryggen til dem og tog afsted.
Den lørdag for 2 uger siden tænkte jeg bevidst ikke fremad, men slog en lallende afslappenhed på. Som om det var en scene i en film, uden følelsen af hvad-fanden-er-det-jeg-laver-hvad-fuck-gør-jeg-vend-lige-om-tak. Tænkte at jeg kunne tage det som det kom. Og det har jeg gjort, men det betyder også, at jeg faktisk slet ikke kan mærke at jeg lever sådan her lige nu. Det føles stadig slet ikke som mig, der rent faktisk bor i Holland, at det her er et seriøst kapitel i mit liv. Og jeg kan slet ikke forestille mig at fortælle folk om det når jeg er hjemme igen, for jeg tror at det lyder meget vildere end det overhovedet føles for mig. MEN som sagt, jeg er stadig glad, lige nu. Og der er kun gået to uger, men jeg har det faktisk rigtig godt i Holland nu. Med dette smukke musik til at minde mig om tiderne derhjemme inden jeg tog afsted.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar