nogen gange inspireres jeg helt uventet, som af en film man har set da man var i et specielt modtageligt, nysgerrigt humør. sådan havde jeg det da jeg havde set before sunrise og before sunset, og sådan havde jeg det også da jeg lige havde set paris, je t'aime. dengang skrev jeg:
huske noget man aldrig havde kendt til, savnet noget man aldrig har kendt før, pludselig rørt, alene i et fremmed land. Når man pludselig føler sig meget, meget levende, helt ud af ingen ting. når man ufrivilligt trækker vejret unaturligt dybt og det hele føles rent og man føler et perspektiv man aldrig har oplevet før. Man føler alt og intet og man bliver rørstrømsk og man har lyst til at grine igennem tårerne fordi man pludselig mærker mere end nogensinde før at man er virkelig meget i live og findes lige nu, og luften i lungerne er tung og let og følbar og virkelig, og lydende er smukke, hver og en, høje og klare og synet ser farverne som aldrig før, ser fremmede mennesker der alle ser helt vildt forskellige ud men alligevel bare er mennesker og derfor hverken grimmere eller kønnere end den næste. man har det som en årstid der skifter, som skiftede den på et klokkeslet. og alt er rent, rent, rent.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar