Jeg kan ikke se fremad, denne søndag, mod den kommende uge, som jeg ellers altid kan på en søndag. Jeg orker ikke prøve, for jeg gider ikke specielt være her mere lige nu. Jeg har lyst til at være hjemme, så weekender ikke længere er lig med at sidde alene på anden sal og liste rundt når jeg endelig rejser mig fra sengen for at gå ud at tisse, eller ind i et roderum for at få net til min telefon. Jeg lister for, at N. / resten af familien ikke skal høre mig, for jeg gider ærlig talt ikke tale med dem i dag. Når det er weekend har jeg fri, og så gider jeg bare ikke. Og jeg kan ikke se fremad mod ugen i dag, fordi det hele føles for 'midt i' opholdet lige nu, som om jeg bare træder dødvande i en rutine. Måske er jeg egentlig også lidt sur i dag, eller også kører jeg bare mig selv op til at blive det, ved at tænke over at jeg egentlig føler mig ret sur.
Jeg har lyst til at være hjemme. Jeg har lyst til at det skal være fredag, og jeg har lyst til at sidde i egen lejlighed med verdens bedste kæreste og skide skønne fællesvenner. Og jeg har lyst til at vi inviterer på middag, sådan semi-voksent, inden vi alle drikker os så langt væk, at vi knap nok kan huske hvordan vi kom ud af døren og afsted i byen. Og jeg har lyst til at vælte ind i lejligheden igen med verdens bedste kæreste, tidligt om morgenen for at ende en bytur så fantastisk med at klappe sammen i sengen, stadig åndssvagt påvirkede af glæde, lykke, forelskelse og øl og vin og pæne drinks og usle shots. Og jeg har lyst til at vi vågner hen af middagstid, viklet ind i hinanden i vores seng i vores lejlighed, og har det så slidt at alt vi orker er hyggelig tømmermændssex, at skrabe os sammen til at gå ned og købe en milliard kilo bland selv slik og pizza, for at ende tilbage i lejlighed på sofa foran tv, igen viklet ind i hinanden, mens vi langsomt bliver os selv igen, stadig lykkelige, glade og forelskede i hinanden, os selv og vores liv.
Jeg savner helt utroligt at være social med mit liv derhjemme. Jeg savner at være ung på den fulde måde så meget, at jeg endda savner at have tømmermænd. Jeg ved godt at jeg også er ung her, men jeg savner at være social og uansvarligt, gå i byen og koge mine dage væk sammen med C for eksempel. Her koger jeg mine weekender væk alene, fordi jeg ikke orker at være social her, da det er en meget ansvarlig og korrekt form for social. Jeg kan jo ikke rende rundt og opføre mig som en idiot selv om jeg har lyst, fordi jeg lige netop bor sammen med mine arbejdsgivere. Og det er jeg ærligt talt lidt træt af allerede. Om 20 dage har jeg været her halvdelen af tiden, 56 dage, 8 uger. Og så går det forhåbentlig ned af bakken lidt hurtigere, end det gik op af. Altså som om mit ophold her er et bjerg, ikke. Og toppen er halvvejs. Ja. Jeg kunne virkelig godt finde på at gå ned og købe dejlige kolde øl næste weekend, og så bare sidde og nyde dem for mig selv. Men problemet er jo ikke at jeg (kun) savner smagen af kolde øl, men lige så meget at jeg savner at være pisse fuld på den meget fraværende måde. Og det synes jeg ligesom ikke at stemningen er for her, hvis de pludselig kalder mig ned i stuen og jeg så skal stå skoleret og tale korrekt engelsk mens min kraftige ølbøvsparfume kærligt omslutter mig og alt i en radius af 5 meter omkring mig. Plus det faktum, at jeg stadig er for ung til at synes at drikke sig skide fuld alene er noget som helst andet end små-usselt og step 1 mod alkoholisme. Nogen gange ved jeg slet ikke hvad fanden det er jeg skriver. Men jeg er jo også sur i dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar