kringletanker

Nå. Siden sidst jeg skrev blev jeg en hel del mindre sur kælling. Og nød faktisk at snakke med familien og at snakke engelsk. Gad faktisk ikke engang at holde kæft igen. Og det gik også op for mig at jeg den dag, sidste weekend, faktisk ikke havde sagt et ord hele dagen, før jeg snakkede med familien over aftensmaden. Ikke engang talt i telefon eller noget, tror ikke engang at jeg snakkede højt med mig selv. Så er det sgu da klart at jeg er sur. Mit eget selskab er åbenbart ikke nok alligevel, og det ved jeg ikke lige hvad jeg synes om.

Nå. Men jeg havde rigtig gode intentioner om at tage på et museum her i byen i dag. Muligvis medbringe bog, og så købe frokost i den tilhørende kulturcafé, og så ellers bare sidde og nyde min fridag. Men så var det at det regnede. Og stadig gør. Og sikkert bliver ved hele dagen, plus at jeg fryser virkelig meget. Så nu sidder jeg og leger sims med mit eget liv igen i stedet. Jeg er bange for at jeg meget nemt kan komme til at lide en ensom skæbne, hvis jeg bliver ved med at tegne så fine glansbilleder af fremtiden som virkeligheden muligvis ikke kan leve op til (ja, jeg er stadig unaturligt bange for aldrig at blive mor. at jeg ikke kan. men kom til at tænke på her den anden dag, hvad hvis ham jeg ender med at elske mest i hele verden ikke kan? skal man så ofre drømmen om at blive mor eller finde en anden mand og håbe på at han kan være en lige så stor kærlighed? hvad hvis han slet ikke vil have børn, ham man elsker? nogen gange føler jeg at min 19-årige hjerne burde koge mere end den gør, være mere nittenårig-agtig, og lade være med at vende alle tanker, hver og en, så grundigt og tungt som den altid gør. Men jeg kan ikke lade være, det føles bare som om jeg har brug for at tænke mere end hele verden nogen gange. kunne snildt leve hele mit liv i min egen hjerne, og bare tænke over alt, stort og småt, til jeg en dag ikke tænkte længere).

NÅ. Men i afdelingen 'lidt lettere tanker' har jeg tænkt over hvordan jeg har det.

Har nedtur over: blister og andre rifter i munden, nedbidte negle og neglerødder der svier som ind i helvede og at jeg virkelig fryser så tit som jeg gør.

Har optur over: at jeg har et job der oftere og oftere ikke føles som et job, men bare som at være deltidsmor for sine gode venner. og at jeg tjener penge på denne rare måde (har dog stadig lidt nedtur over mængden af lønnen). Men jeg har optur over at jeg oven i købet oftest kan stå op så sent som klokken 8(!!!) efter 3 år hvor vækkeuret har ringet klokken 6. jeg har optur over at mit job er hyggeligt, og at jeg ikke skal ud af døren for at møde på arbejde pisse tidligt. jeg har ikke engang nedtur over ikke at have efterårsferie (eller nogen anden ferie), fordi mit job er så spændende i og med at jeg er flyttet til udlandet . Har stadig optur over at bo på 2 sal. fik den mærkeligste følelse i går aftes da jeg lå i min seng, og mærkede den bløde madras under mig. og tænkte at jeg lå godt. Og så pludselig kom i tanke om at jeg lå flere meter oppe i luften og følte mig trykt pakket ned mod jorden. Det var virkelig underligt, at føle sig så jordbunden og tryg, men at have flere meter luft og tomrum imellem jorden og mig. Man kan vist godt høre at jeg har boet i stueetagen hele mit liv. Men jeg har stadig optur over at kigge ud på himlen mere end ud på jorden. Det er vildt. Og selv regnvejr som nu, er lidt finere, når man bor på anden sal. Og så har jeg optur over at jeg skal tænke lidt praktisk når jeg skal lege med en 3-årig dagen lang, og at gamacher (har lige googlet mig frem til hvordan man staver til det helvedesord) og joggebukser derfor er helt acceptabel beklædning. Når man skal lege mama-baby, mama-cow, mama-dog, baby-baby og doctor og crying-baby og lignende flere timer dagligt, er det bare smartest og rarest at have sygt blødt tøj på. Og så har jeg optur over noget så simpelt som toffifee, 65% chokolade og lakridsthe.

Og så har jeg tænkt på min tid som au pair indtil videre.

September var en tilvænning, med mange blandede og modstridende følelser, og virkelig stor kærlighed til nedtællinger over hvor snart jeg skulle hjem igen.

Oktober er kun lige startet, men føles som en god måned, hvor jeg hviler mere i mig selv, min beslutning om at være her, og mit forhold til familien. Og det føles endda som om at det her ophold kommer til at være overstået for hurtigt (om 10 uger præcis er det hele allerede ovre igen).

Og så ved jeg ikke hvorfor jeg aldrig har lagt mærke til det før, men september og oktober er virkelig smukke ord. Lige så pæne måneder som april, maj, juni og december.