samtale og tårer i køleskabet

Så sidder vi her. Jeg i køleskabet, det rum på anden sal hvor wifi'en rent faktisk virker upåklageligt, du på verdens bedste ø hjemme i Danmark. Vi taler om hvordan tiden er fløjet. Hvordan jeg lige nåede at blive student, og du lige nåede at opleve det, inden du blev syg kun en uge efter. Det var i slut-juni/ start-juli, og nu er vi i næsten midt-oktober. Ingen af os ved hvor tiden blev af. Vi taler om L., der fylder et halvt år på onsdag. I mit hoved er mindet om hans fødsel ret langt væk, jeg følte mig i hvert fald meget yngre dengang, synes jeg. Men i forhold til hvor længe L. har levet, så synes jeg at det er sygt at det allerede er et halvt år. Vi taler om hvor stor han er blevet, en rigtig lille dreng. Dit første oldebarn og min gudsøn. Hvordan jeg allerede synes han var stor da jeg døbte ham, den dag i august hvor du ikke kunne være med, på grund af den fucking sygdom. Og mens vi taler og jeg lytter til hvordan det går dig, og egentlig blot ved lyden af din stemme, så mærker jeg tårene presse på. Og før jeg ved af det, græder jeg lige ned i røret. Og så føler jeg mig rigtig langt væk. Og jeg græder lidt videre, og du trøster, og samtalen ændrer igen retning til andre lidt mere muntre ting. Og så forsikrer vi hinanden om at vi elsker hinanden, flere gange. For det gør vi. Og jeg siger hvor uendelig meget jeg glæder mig til at komme hjem igen til jul, fordi jeg tror at gensynsglæden bliver ubeskrivelig. Det tror du også. For så kan vi holde om hinanden igen, som du siger. Jeg elsker dig mormor.