Gider du holde min studenterhue mens jeg brækker mig?

Er det normalt stadig at få opkasttrang og kvalme ved tanken om at jeg er gået ud af gymnasiet? At jeg rent faktisk blev student i sommers? Det føles mere som om jeg burde tage hul på de tre år nu, og starte på gymnasiet i år. Som om jeg er mere klar nu, hvilket jeg i og for sig også er, fordi jeg nu ved hvordan det er. Ville faktisk sikkert få verdens bedste og en syg gymnasietid hvis jeg lige tog gymnasiet igen. Jeg brugte de tre år på at længes så meget efter studenterhuen, at jeg nu bare får kvalme ved tanken om at det hele er ovre allerede. Allerede, ja. Sådan havde jeg aldrig troet at jeg ville beskrive min gymnasietid. I de tre år hadede jeg det. Den uendelige mængde af lektier og afleveringer, at stå op klokken seks hver morgen, være hjemme klokken 16 for blot at lave flere lektier og afleveringer og så gå i seng. Jeg brugte utallige frikvartere, undervisningstimer, weekender på at hade det hele. Og tude og råbe og skrige rigtig meget også. Men nu hvor jeg tænker tilbage, så har jeg faktisk heldigvis også haft det rigtig, rigtig hyggeligt og sjovt midt i det hele. Jeg har heldigvis gode, sjove minder at tage med derfra. Sikkert også fordi de dårlige minder falmer med tiden, og det gode fremstår stærkere. Jeg ved det ikke. Men jeg havde vitterligt aldrig troet at jeg rent faktisk ville nå i mål og blive student, det var uden for min fantasi. Men nu er jeg her, og det hele føles usandsynligt uvirkeligt, som en mavepine af både frygt, sommerfulge og vemod, som en kvalme i halsen fordi jeg egentlig bare altid har det som om jeg skal brække mig når noget er for overvældende. Og det er det her faktisk.