Når det lakker mod enden

Føler mig rørstrømsk, lykkelig, glad, spændt, vemodig. Når jeg kigger ud, ligner og føles det som en forårsfredag, men i virkeligheden er det en novemberonsdag. Jeg kommer ikke til at opleve en forårsfredag her, går det op for mig. Det er nok også derfor jeg er vemodig. Fordi det lakker mod enden. Fordi tiden endelig næsten har indhentet mig, og jeg fatter at jeg kun har fem små uger og to dage tilbage. Men lige så meget som jeg nu fatter hvor snart jeg skal hjem, så har jeg stadig ikke fattet at jeg lever mit liv i virkeligheden lige nu og her. At jeg rent faktisk gjorde det, tog springet uden at tænke nærmest, og flyttede til Holland som Au Pair. Og nu har jeg en telefon fuld af billeder, et hoved fuld af minder, og, i dag specielt, øjne med tårene ventende på kanten. Mest af lykke, glæde og sommerfugle, men som sagt også af vemod. Snart ser jeg ikke de her mennesker igen mere, de her 3 fantastisk søde og sjove mennesker som jeg har boet og levet med i snart 112 dage. Det er skide underligt. Men ellers har jeg det godt jo. Jeg er her stadig. I går kom jeg til at tænke på hvordan, det her efterår er det første i mit liv, det første ud af 19 år, hvor jeg har mærket hver dag, og virkelig lagt mærke til vejret og livet, hver eneste enkle dag. Fordi jeg ikke har været bundet af et fastlagt uddannelsessystem, men rent faktisk har levet livet lidt mere frit. Nok også fordi jeg har talt dagene så nøje som jeg har, først lidt i desperation efter at komme hjem d. 20 december, men heldigvis siden da mest i glæde og spænding, mens jeg stadig har nydt nuet lidt mere og elsket at være hvor jeg er. Det er vildt.

Noget der har lettet mit hjerte og fået mig til at grine mange gange er min venindes og min fælles tumblr. Fordi vi simpelthen bare har verdens bedste humor, og fordi vi har haft kontakt hver evig eneste dag mens jeg har været her. Det er desværre mere end hvad jeg kan sige om min kæreste og jeg, det med kontakten. Og jeg ved stadig ikke hvor vi står når vi kommer hjem, og vi begge har en fremtid planlagt uden nødvendigvis hinanden i, fordi vores ønske-universiteter ligger i hver sin ende af Danmark. Men jeg ved bare at jeg elsker ham, og at når jeg tænker på nogen af mine bedste minder, så er de med ham. Og så kan jeg smile for mig selv helt ukontrolleret, eller lade tårene trille uden at kunne styre det. Men det jeg egentlig mener er, at min venindes og min tumblr er pisse sjov. Og det er de her tre hunde gifs også selvom de slet ikke er creme de la creme af vores tumblr. Jeg er helt færdig over den anspændte hund i lænestolen, virkelig.

Derudover, så har jeg knuselsket en masse læsestof på det seneste. Og fordi jeg stadig er en liste-elskende satan, så værsgo. Jeg kan absolut intet intellektuelt eller vigtigt sige om de artikler og ting jeg linker til, andet end at jeg godt kunne lide dem, eller at de har rørt eller underholdt mig. Jeg har

- læst om da en balletdansers drømme endte

- grinet over de 25 mest hvide ting der nogensinde er sket 

- læst en artikel om en fodboldspiller, hvilket normalt ikke ville interessere mig, men som jeg alligevel godt kunne lide

- set historiske billeder i en ny version

- set en fotoserie der fik mig til at græde. Jeg ved stadig ikke helt af hvad. En sorg der ikke direkte rammer mig, men som kan blive en realitet for alle en dag måske. Og muligvis min mormor der er igennem lortet nu måske. Og måske bare fordi det er virkelig smukt og sørgeligt hvordan man kan fortælle så meget gennem billeder

- læst en artikel om en af Hollywoods store og rart reserverede skuespillere

- set fantastisk billeder fra film bag om kameraet 

Jeg har også lyttet til tre af universets nye bedste numre, men jeg kan åbenbart ikke linke direkte til dem så de kan afspilles herinde. Men lyt til dem selv så, If They Don't Come Tomorrow af Francis and the Lights, I Don't Need Much af Sway Clarke II og Torrent af Ásgeir Trausti.