OG UGENS HUMØR/ TEMA/ TANKE/ FØLELSE ER: SORT

Vil rigtig gerne hjem i dag. Har elsket at være her, men jeg er begyndt at blive lidt træt af det, arbejdet, på samme måde som jeg havde det i gymnasiet hver evig eneste morgen, hvor jeg også bare var træt af det. Så nu må der gerne ske lidt forandring, hvilket forhåbentlig også kommer om 20 døgn og et par timer, hvor jeg (og al min bagage) FORHÅBENTLIG lander sikkert hjemme i Danmark (ja, jeg er stadig så bange for at flyve, at jeg overhovedet ikke tager det som en selvfølge at jeg overlever en eneste flyvetur). Det har ærligt talt også noget at gøre med julen. For mit julehumør er still going strong, på trods af, at julen bare ikke er the shit her i Holland, men mere hele Sinterklaas-situationen. Så jeg hører Radio Soft på nettet, når netforbindelsen kan håndtere det, og tæller timer til i morgen hvor jeg i ramme alvor kan åbne både chokoladekalender og adventsgave!(!!!!!!!!!!!!!!) For ja, det har min verdens bedste familie dybt seriøst sendt herned til mig. Så nu skal jeg delvist slå 20 dage ihjel, delvist nyde de sidste 20 dage til det fuldeste, og så er jeg (FORHÅBENTLIG) hjemme. Lige tids nok til julen, og til at håndtere det faktum at 1) jeg skal vise alle jeg kender hvor meget jeg har taget på, på knap 4 måneder, 2) jeg skal lige lære at elske mig selv og min krop igen, og skal bo i træningscenteret hele januar, 3) jeg skal mødes med min kæreste for første gang i 4 måneder, og vi skal finde ud af hvor vi står og hvor vi går hen herfra (han ved det allerede, for han går tilbage til Tyskland fra januar til marts...................) 4) jeg har sådan ca. kun én veninde tilbage. Og hun har været godt og grundig social mens jeg har været væk, så nu er jeg blot én ud af hendes maaaange fine veninder. Og jeg ville lyve hvis jeg sagde at det ikke gjorde ondt, både at hun har så mange andre nu, og at jeg på en eller anden måde har ladet alle glide ud af mit liv/ ladet alle andre glide mig ud af deres liv. Juhu og hurra og fucking glædelig jul. Normalt vil jeg kæmpe for det jeg godt gider jo, men her føles det som om modet er taget fra mig, og jeg bare har lyst til at give op på forhånd. Bruge julen på min familie, og lade de to sidste, veninden og kæresten, glide væk også. Jeg har ikke modet til at skuffe dem, veninden ved at jeg ikke er nær så sej som alle hendes nye, og kæresten ved at jeg er gået fra at have min krop til at have en flæsket sæk kartofler. Selvfølgelig vil jeg for alt i verden ikke miste nogen af dem, men stærkt i tråd med ugens humør/ tema/ tanker/ følelser, så er alt bare sort nu. Og nu går jeg, inden det kører helt i selvsving og lort det her. Som om det ikke er for sent.