MIN HJERNE ER FOR KLASKET TIL AT FINDE EN TITEL

Jeg kan næsten ikke selv forstå det. men nu sidder jeg her, næsten et halvt år efter jeg sluttede gymnasiet, og præcis som for et halvt år siden, så sidder tårerne helt oppe og klar i øjnene på mig nu. jeg tænker over at næsten alle ting jeg gør nu, er 'for sidste gang', en tankegang der kan køre mig helt ned i fosterstilling med hulkegråd. måske mere mentalt end fysisk, men hold op hvor er jeg rørstrømsk og romantiserer alt i øjeblikket, for på næste fredag er det slut. det der sårer mig mest er, at det er for altid. det er for altid at jeg siger farvel til de her mennesker på fredag, sidste gang for altid at jeg nusser deres verdens dejligste hund (som jeg lidt har mistanke om at jeg elsker mere end alle de andre selv gør), for sidste gang jeg gør alle de hverdagsting som har hængt mig ud af halsen mange af de dage jeg har været her. det er et værre rodetankeklatværk det her, men jeg har brug for at få det ud. idioter siger at man kun fortryder de ting man ikke gjorde, men hver gang man gør noget, så er der noget andet man ikke gør i stedet, så det vil aldrig give mening for man ville ende med at fortryde hele livet, fordi hele ens liv med alle handlingerne har en uopfyldt modsætning, en uopfyldt, uens tvilling. måske kan jeg godt fortryde at jeg kun mødtes med andre au pairs en eneste gang mens jeg var her, og sagde nej alle andre gange. det er jeg faktisk reelt trist over, de missede muligheder, men hver evig eneste gang jeg har sagt nej, så var det fordi det var det jeg havde lyst til. fordi arbejdet her havde gjort mig så træt at jeg ikke kunne stå op længere måske, eller simpelthen bare fordi jeg allerede var hoppet ud af make uppen og ind i min nattrøje når de pludselig foreslog at mødes og jeg så bare ikke havde lyst. og nu sidder jeg her og ville mest af alt næste ønske at jeg ikke var blevet spurgt alle de gange. jeg ved det ikke, men jeg har gjort som jeg havde lyst til i situationen, og det var det der gav mening for mig da øjeblikket var nuet. jeg ved ikke hvad der foregår i øjeblikket, men hele min krop sitrer af spænding over at komme hjem på fredag, af tristhed og sorg over at forlade disse mennesker og mit liv her, af urolighed over om jeg har fået nok ud af det her ophold, har nydt det nok, sat nok pris på det, oplevet, set, gjort nok. det føles helt utrolig stressende faktisk, men jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved det. og jeg har jo lavet noget, set noget, mange ting faktisk, taget billeder og forelsket mig gentagende gange i det hollandske bybillede. jeg kommer ikke videre nu, når mine tanker bare kører i selvsving, men konklusionen må være at jeg er blevet ramt af en slags panik fordi jeg kun har en uge tilbage her i holland og er bange for at jeg ikke har nydt det hele nok. en slags graduation goggles tror jeg. (helt seriøst jeg mener det, mine arme gør fysisk ondt på sådan en træt, spændt, anstrengt måde og jeg har halvt sommerfugle/ halvt havtornado i min mave. fuck fuck fuck fuck fuck).