TITUSINDE USKREVNE MINDER

Så var det det. Jeg er ikke længere au pair, jeg nyder at have fri, og jeg savner min hollandske familie så inderligt. Afskeden var så vidunderligt kærlighedsfuld og latterligt tragisk. Fredagen den tyvende december 2013 var en dejlig men vemodig og relativt almindelig dag, der langsomt gik på held. Deres sødeste venner kom forbi med en afskedsgave og kram. De sidste lege blev leget og den sidste tur blev gået (mest med den nye au pair ved roret, da hun jo skulle oplæres og overtage). Men lidt i 16, da jeg kom hjem og ude i køkkenet med en virkelig træt N. på min arm mødtes med min hollandske mor braste alt. På den måde hvor vi begge egentlig havde holdt alt inde hele dagen og holdt en vittig, fjollet facade op, såsom da K. frustreret og lidt jokende skreg "you can not do this to me!" til mig, da den nye au pair klokkede lidt i det hele. Men der lidt i 16, ud af ingenting forløste det hele sig, da K. helt åbent så på mig og snøftede I am very sad, hvorefter hun brød ud i tårer, hvilket fik mig til at tude og kramme hende, hvilket fik lille N. til at kramme. Og så stod vi der i køkkenet, os tre, tudende og krammende. Og jeg kan næsten ikke holde ud at skrive mere allerede nu, for at genleve dagen minutvis og nedskrive den er det jeg aller helst vil, for at bevare mindet intakt, men det er latterligt hårdt for tårekanalerne. Men derfra blev dagen brugt på at tude noget mere, jeg gav dem blomster, chokolade og et fint kort, N. fik et prinsessepenalhus og et lær-klokken-puslespil. Og vi græd noget mere, spiste mad, græd, tog fælles familie billeder, fik snakket om vind og vejr for at klare tankerne, vi kom ud af døren, os alle (på nær den nye au pair, fordi this is a family-thing som K. sagde). Vi fik mig til lufthavnen og så, så sagde vi farvel. Utallige kindkys, tårer og virkelig ægte kram. Og så gik jeg forkert en milliard gange i min vej til security. Alt imens min hollandske familie stod 20 meter væk ca. og vinkede på livet løs og jeg ivrigt vinkede tilbage. Og der, i køen til security brød jeg sammen igen, da jeg ikke længere kunne se dem, og ved tanken om at jeg måske ikke kommer til at kramme de her vidunderlige mennesker igen. Og således hiksede og græd jeg mig igennem security, bekymrede ansigter fra lufthavnens ansatte og andre rejsende. Og således smågræd jeg hele timen jeg sad i gaten og faktisk også i selve flyet hjem overrumlede tårerne mig flere gange. Og pludselig var jeg i Danmark igen, for første gang i 112 dage. Hele mit efterår i Holland var gået. Og jeg fik min kuffert og gik mod ankomsthallen. Og sekundet mine øjne fangede mine forældre der stod ventende, brød jeg igen helt sammen. Jeg var sådan cirka opløst og følelsesmæssigt ustabil i flere dage efter. Og er det vel egentlig stadig, ved tanken om hvordan tårerne også triller nu bare ved minderne. Jeg savner de mennesker så inderligt, savner mit liv i Holland. Det føles som om jeg har et parallelt liv i Holland som jeg mangler fra. Og selvom vi skriver og holder kontakten meget i øjeblikket, så vil jeg bare gerne rejse ned til dem og kramme dem igen. Og jeg har fået tilbudt mit job igen hos dem, eftersom den anden au pair allerede er blevet smidt ud/ har forladt dem grundet virkelig dumme omstændigheder, så er det ikke det jeg vil. For jeg vil ikke undvære mit liv her igen heller, jeg ville bare ønske at min hollandske familie var mine naboer her, så jeg kunne se dem når jeg ville. Men en ting jeg ved er, at jeg altid er velkommen hos dem igen, hvis jeg skulle lægge min vej forbi Holland igen. Så det skal jeg. For jeg savner og elsker dem mere end jeg kan holde til i længden.