ANGST

Jeg tror, jeg har fattet hvad livet handler om. Det handler om kærlighed. Og kun det. Kærlighed til sine forældre, sine søskende, sin familie. Kærlighed til venner og bekendte, til den bedre halvdel man forhåbentlig en dag finder. Jeg tror, at det grundlæggende bare handler om kærlighed, i den reneste forstand, kærligheden mellem mennesker, som i det store hele er grunden til at vi stadig findes. Fordi mennesker bliver forelskede, og fordi begæret og lysten er en gren af eller til kærligheden, så føder vi efterkommere, mærker kærligheden til dem og sådan fortsætter det forhåbentlig. Ind imellem det hele fra du fødes til du selv en dag forhåbentlig har fundet kærligheden og fortsætter kærligheden i jeres efterkommere, så er der alt den anden kærlighed. Kærligheden til folk du møder gennem livet, kærligheden til livet og verden og hvor smukt det hele er, kærligheden til litteratur, musik, film, kunst, et erhverv. Men også manglen på kærlighed man kan opleve i sig selv eller finde ude i verden. Men det er det. Det hele handler om kærlighed.

Jeg er i en irriterende periode igen for tiden, hvor dødsangsten virkelig nemt overmander mig. Det er flere gange dagligt, og så snart jeg har tænkt tanken as in indset hvordan livet og verden hænger sammen og at vi alle skal dø og blive til ingenting, så bruser der en underlig bølge igennem min krop, tårerne stiger til øjnene og jeg går i 100 procents panik. Og jeg forstår det ikke, jeg forstår intet, hver gang min hjerne presser mine tanker helt, helt derud, hvor jeg gang på gang indser at alle jeg elsker og holder af, inklusive mig selv, skal dø. Det er uundgåeligt, og hvad jeg heller ikke forstår er, at verden fungere som den gør, når nu alle skal dø ligesom jeg. Og alle jo egentlig ved det. Men resten af året, når jeg ikke er i en periode som denne hvor dødsangsten styrer mig for vildt og nederen, så kan jeg jo også sagtens leve. Og det er faktisk det jeg finder mig selv stræbende efter, når jeg har det som nu. Den uvidenhed som de fleste mennesker til daglig lever med. Den uvidenhed der lægger en beskyttende, rolig hinde over hjernen eller sindet eller hvad det er, den hinde der beskytter mennesker som mennesker er flest fra at leve med konstant dødsangst. Jeg vil så gerne have den rolige, uvidenhed igen, og det kommer den sikkert også, for det gør den altid. Men i perioder som denne er livet svært, for jeg har det som om jeg ved noget som ingen andre ved. Jeg kan eksempelvis ikke kringle min hjerne rundt om, hvordan min mor roligt kan trøste mig, når jeg lige har gen-indset for 7 gang på en dag, at vi skal dø og ikke være sammen mere, nogen af os, vi skal ophøre med at eksistere. Det ryster mig og tærer så vanvittigt meget. Men den eneste grund til at min mor kan trøste mig, må være fordi hun ikke, ligesom de fleste andre mennesker i verden, har indset at vi skal dø. Hun ved det, ligesom alle andre, men hun har ikke indset det lige nu, sådan som jeg har i øjeblikket. Heldigvis. For så tror jeg som sagt ikke at verden ville kunne fungere, hvis alle var lige så angst hele tiden som jeg er nu. Og heldigvis er jeg heller ikke så angst hele tiden som jeg er nu. Jeg ved at jeg vil "glemme" det igen, hvordan livet fungere, om nogen dage eller uger højest, forhåbentlig. Jeg glæder mig til at gå tilbage til den rolige uvidenhed igen, og kunne styre mine egne tanker som sædvanelig. For når dødsangsten/ den fuldkommen rationelle frygt for hvor sygt livet og døden egentlig er, overmander mig, så kaprer den min hjerne på mest pisse irriterende vis. Jeg kan ikke tælle de gange min mor kærligt og bekymret har sagt at jeg skulle prøve at tænke på noget andet, hvortil jeg har hulket/ hyperventileret, at jeg ikke kan. Det er umuligt i disse perioder, for det er ikke mig selv der styrer det, det er vitterlig bare som om jeg har fundet et hul i verden og indser alt for meget voldsomt på alt for kort tid.

Men mens jeg er her, så tror jeg at det er det, det handler om. Det handler om kærlighed.