EN MÅNED

Status er, at det vel egentlig går meget godt. Jeg har mange tanker om livet, om alt og intet, men knap så mange tanker om at jeg er blevet forladt faktisk. Det gør mindre ondt end jeg troede, hvilket også får mig til at mistænke, at jeg ikke har 'dealet' med det ordentligt endnu egentlig. Måske. Jeg ved det ikke. Hvis jeg tænker over det, så er min første indskydelse faktisk også at vi stadig er kærester. Altså... Det er sygt svært at forklare det her faktisk... Men altså, det er som om, at blev jeg spurgt under trance om jeg havde en kæreste ville jeg svare ja, tror jeg, fordi det er som om det ligger ubearbejdet inde i min kerne alt det her. Men så snart jeg har tænkt det, så er jeg i fuld stand til at rette mig selv, tænke 'nå nej, vi er jo ikke sammen længere', selv uden at det egentlig gør særligt ondt. Forstå mig ret, jeg savner ham, den S som jeg kender og var sammen med, men jeg tror bare at han er lidt en anden nu, og det er jeg måske også. Men fordi vores forhold har været så kokset og været tilbragt så meget fra hinanden, så nu, hvor jeg stadig ikke er fysisk sammen med ham, så skal jeg en gang i mellem minde mig selv om, at denne gang er vi hverken fysisk sammen eller overhovedet kærester. Hmm. Jeg kan ikke lige finde de ord jeg skal bruge i dag... Men alt i alt, så har jeg det overraskende okay, hvilket som sagt for mig til at mistænke at en del af mig ikke er klar over det endnu og bare fortrænger det. Men mest tror jeg måske bare at det er sådan det skal være, denne gang. Måske var det bare sådan, at det au pair gøgl der egentlig endte med at ende forholdet, også var det der tog tilløb til enden og gjorde den blidere end den ellers kunne have været. Nå. Men ellers har jeg det jo faktisk dejligt, tror jeg. Jeg savner selvfølgelig den daglige kontakt, men S og jeg er anderledes nu, tror jeg bare. Og jeg nyder min tid i øjeblikket. En blanding af et dejligt deltidsarbejde, og virkelig kan-mærkes-i-hele-kroppen glæde over resten af min fritid. Måske går det hele fint, i sidste ende.