ONDT

Jeg vil ikke leve i en verden min mormor ikke er i. Men det skal jeg, før eller siden. Måske snart. For kræften er uhelbredelig nu, så kemoen er stoppet. Den havde ikke længere nogen virkning. Så nu lever hun, så længe hun kan, mens det syge lort æder hende indefra, men i det mindste er hun her endnu. Måske lidt endnu, måske 'meget' endnu. Men det her er en af de værste dage i mit liv, at få af vide at kampen er slut nu. Hun har ikke tabt endnu, men hendes fodboldhold består kun af et uopdækket mål, men heldigvis også af livsvilje, hjerte, og uendelig kærlighed som spillere. Men det kan kun gøre så og så meget, når modstanderen er et hold fuld af kræft, der gang på gang skyder bolden i det åbne mål, breder sig og endeligt vinder en dag. Mine tårer er uendelige, og jeg er ret sikker på at jeg dør den dag hun gør.