MAN GÅR FRA LATTER TIL IRRITATION

Det er underligt og ubehageligt, som livet kommer tættere på, nogen gange. Jeg havde aldrig troet, at det man ser på film, læser i bøger eller hører dumme historier fra andres familier om, også skal til at være en del af min livshistorie. Det lyder måske mere dramatisk end det er, men det jeg snakker om, er den forvandlig der er i familien, når et familiemedlem bliver syg. Den måde forholdene ændrer sig på, når man går fra ubetinget kærlighed og glæde ved hinanden, til at den ene part konstant er hjælperen og den anden den hjælpeløse. Man går fra latter til irritation, fra forståelse til frustration. Hvorfor kan hun ikke bare gøre lidt? Hvorfor helvede spiser hun ikke, når hun ved hun skal, hvis hun ikke vil dø af det? Hvor-fucking-for lader hun sig ikke indlægge i en uges tid, til de har fattet hendes smerter og kan give hende det korrekte smertestillende? Hvorfor siger hun til nogen, at hun har så ondt at hun ikke kan noget, mens hun siger til nogen andre, at det da går fint og at hun selv stadig kan lave aftensmad? Når hun ikke gør det, altså? Hvad er sandhed, hvad er selvmedlidenhed, hvad er blot dejligt bekvemt, mens vi pårørende står på hoved og hale, fordi vi vil hjælpe og nyde hende mens hun er her, og samtidig er kørt ned af, at det hele er pisse pikke hårdt, når canceren løber maraton uden konkurrenter? Det er så grimt, det det kan blive til. Heldigvis er vi ikke dér endnu, dér hvor det er værst og det bliver en lettelse når hun dør (eller er vi? (det er vi altså ikke!!!)). Men det er virkelig grimt, sådan som træthed og sorg og sygdom kan ændre en del af de adjektiver man tillægger hinanden. Også dét gør hamrende ondt at være vidne til og leve med.
Jeg hader mig selv for at skrive det her, for det gør mindst lige så ondt. Hvis canceren vinder i morgen, om en uge eller bare når den gør det, så vil jeg savne hende for evigt og være knust i tusinde stykker. Men jeg vil også huske ikke bare elskede mormor, men også den anden side af mormor, og hele familien, i mormors sygdomsforløb. Den side jeg helst ikke ville have set, og være en del af, ikke mindst. Men den del, der heldigvis stadig stiller op, hjælper og elsker uendeligt højt, selvom det er svært at forstå. Forstå hende og hendes smerter. Men som min mor sagde, da det hele endnu engang ramlede sammen, så er det også en del af sorgprocessen. Det er nemmere at blive sur og irritabel, end at sætte sig ned i et angstanfald fordi mormor er ved at dø. Så måske er det okay, og måske er det naturligt. At man i livets sidste år (dage? uger? måneder?) kommer hinanden ved på en anden måde, en mere barsk måde i hvert fald, når sygdom er indblandet. Men trods at disse lidt tunge følelser nu for altid også vil være at finde på minderne, når nutiden engang ikke er andet end minder, så vil kærligheden heldigvis stadig også være der. Jeg fatter ikke at man kan elske andre mennesker, som man kan elske sin familie. Jeg elsker dem alle til månen og tilbage, også mormor af hele mit hjerte, selvom tiderne er tunge. Men jeg elsker dem. Det gør mig åndeløs og lykkelig at jeg deler livet med dem.