JEG VED DET IKKE

Græder meget i dag. Jeg kan ikke beskrive det, men sådan en flytning tager så sindssygt hårdt på psyken. At flytte for min elskede mormor, der ikke selv kan hjælpe fordi hun har så ondt. Og samtidig bare bliver ældre, glemmer at fortælle ting, leder efter ligegyldige ting blandt flytterodet, holder krampagtigt fast i alt, alt for mange ting som der ikke er plads til, det nye sted. Jeg føler mig så nedslidt psykisk i det her fysiske og mentale rod at jeg er ved bare at gå i seng flere gange om dagen. Det værste er, at jeg kan mærke at jeg bliver så fucking irriteret nogen gange. Over småting, mormor gør. Og det vil jeg ikke, for jeg ved at jeg elsker hende, og at min irritation er irrationel de fleste gange. Jeg bliver egentlig bare irriteret fordi jeg er træt og bange. Og så fucking ked af, at kræften lige skulle ramme hende. Vi flytter ind for hende nu, men guderne ved, hvornår vi skal flytte ud for hende igen. Om få måneder, et år eller flere. Det er så lykkeligt at hun bor her nu, men det er en hæslighed forklædt i lykken, fordi ulykken kan være lige om hjørnet. Måske vi snart skal tømme dødsboet efter hende. Jeg kan ikke engang tænke det eller skrive det her, uden at tårerne bogstavligtalt springer fra mine øjne. Jeg er så fucking, fucking træt. Og ked af det og bange. Og mormor bliver ved med at have mere og mere og MERE ondt, og hvis smerten ikke kommer af, at kræften er ved at æde hende indefra, så er verden et bedre sted end jeg nogensinde kommer til at fatte. Men det tror jeg desværre bare ikke på længere. Jeg kan ikke holde det ud og jeg kan ikke holde op med at græde i dag.