I UNIVERSET

Jeg ved ikke hvordan man skal overleve. Jeg kan snart bare ikke mere. Jeg ved det ikke. Alt gør så ondt, og på en eller anden måde bliver man ved med at leve. I nat drømte jeg igen om lille L. Igen var hun også død i drømmen, men i drømmen betød det kun, at hun ikke ville blive ældre, men forblev sig selv i den alder, her på jorden. Alle var triste, men jeg kunne snakke til L. og stryge hende over kinden, for hun var her stadig, og i drømmen tænkte jeg 'gud, hvorfor har jeg ikke gjort det noget før? bare snakket til hende og rørt hende, hun er her jo stadig, der er jo ikke noget at være ked af det over'. Det gør så ondt, livet, at jeg ikke ved hvordan man skal leve længere. I drømmen kunne L. skrive sit navn på en tegning hun havde lavet. Sådan var virkeligheden ikke. Men i drømmen så jeg min onkel bryde sammen i armene på en jeg ikke kan huske hvem var, han knækkede slet og ret bare sammen i gråd. Og trods at jeg ikke har set ham gøre det i virkeligheden, så kan jeg mærke på ham, at han er helt væk. Min onkel og fætter har lige været her, og jeg kan næsten slet ikke se på min onkel, høre ham snakke eller sige noget til ham, uden at græde. Jeg kan se hvor knust min onkel er, på trods af, at han præcis som sin bror forsøger at være en klippe, og jeg kan aldrig i livet gøre ham glad igen.

Jeg sidder og græder, hulker, nu, for første gang længe. Et par nætter i denne uge har jeg grædt lidt, inden jeg skulle sove, men konsekvent fortrænger jeg det hele, selv flere gange i løbet af dagene, hvor jeg er ved at bryde sammen i metroer, på stationer, på universitetet. Jeg orker ikke at bryde sammen, men jeg tror ikke at jeg kan holde det længere inde. Jeg vil så gerne være stærk for min familie, være en skulder og et kram for dem, sige de rigtige trøstende ord. Men jeg kan snart ikke holde mig sammen længere.

I morgen formiddag bliver L. nedsat i sin urne, af hendes forældre og søskende. Næsten samtidig tager jeg på rustur. Og netop det er på en forfærdelig og tragikomisk måde lidt sigende. Til trods for, at jeg tidligere har tænkt, at det var det værst tænkelige tidspunkt at alt ramlede sammen på - unistart, mormors uhelbredelige kræft, L.'s afsked, min anden onkel der skal hjerteopereres, men nok er for syg til det - så var det måske kun nu, at jeg kunne, kan, overleve det. Fordi uni er så stort et lyspunkt, det eneste også, udover min familie og C.

I øjeblikke som dette indser jeg, hvor inderligt stærke mennesker er, i sig selv. Tænk, at man, når man i yderste og værste tilfælde skal begrave sin egen datter, er i stand til det. Er i stand til at holde en tale for sin afdøde søster, for sin afdøde datter, at bede begravelsens gæster om at synge et sidste par godnatsange for ens barn. Mennesket er ufatteligt. Og jeg ønsker al kærlighed i hele verden til L. og hendes efterladte, verdens stærkeste og mest vidunderlige mennesker. Og så ønsker jeg lysere tider for os alle snart, mens jeg sidder her og græder videre over verdens ulykkelighed. Jeg savner dig L., herfra og til evig tid, og jeg håber at du er så fri nu, som aldrig før. Nu er du igen frit stjernestøv i universet. ♥