L

Jeg drømte i nat, at L. var død. Og pludselig var det værste i hele verden, at vågne op og vide, at det er hun også i virkeligheden. Jeg kan ikke mere. For en time siden fandt jeg mig selv stående i et indkøbscenters parkeringshus, og med hud og hår forsøge at kæmpe mig ud af et panikanfald, inden min far så det. Det gør så ondt, og dér i parkeringshuset kunne jeg fysisk mærke smerten lige i brystkassen, over at L. er væk. Det kom pludselig tilbage titusinde gange stærkere end tidligere, at jeg har mistet hende, at vi har mistet hende. Min kæreste L., jeg kan slet ikke lade være med at se dig for mig, og samtidig genleve den lørdag for 3 uger siden, hvor hele verden faldt sammen. Tårerne springer fra mine øjne, og de kan blive ved for evigt, tror jeg. Jeg er så inderligt knust, og samtidig så bekymret for min familie. For min far især, i dag, midt i Netto lignede han pludselig en mand, der var sekunder fra at bryde sammen. Fordi det er så pisse ligegyldigt, at vurdere hvor mange kartoner madlavningsfløde vi får brug for, når L. er død. Jeg tør ikke spørge om han er okay, for det ved jeg, at han ikke er, og jeg ved at både han og jeg vil bryde sammen, endnu engang, hvis vi italesætter hele mareridtet igen. Hun er væk. Jeg kan ikke holde det ud mere.