STATUS

Det lyder helt absurd, men på trods af, at jeg kører på de sidste energi-depoter her, efter en 10-timers uni-dag, og at mit liv ellers ser relativt sort ud midt i kræftsyg mormor og elskede L, der er taget mod himlen alt for tidligt og en familie der er knust i smadder over det, så har jeg det... Okay... Jeg kan mærke, at studiet gør mig lidt glad, det hele er nyt og spændende, og selvom jeg skal vænne mig til presset, arbejdsbyrden og det logistiske helvede midt i begravelsesplaner og tårer, så føler jeg lidt, at jeg er der hvor jeg skal være. Jeg bliver næsten lidt rørstrømsk af forventning og stolthed, når jeg tænker på at jeg studerer nu. Og dansk endda, mit elskede dansk med undervisning i litteratur og sprog og alt det der gør mit hjerte lidt lykkeligere og min hjerne lidt større.

Og i går aftes indså jeg igen, at for første gang i mange, mange år, så glæder jeg mig til at stå op. Jeg glæder mig til næste dag. Den følelse kan jeg ikke rigtig huske at have haft før, men det har jeg vel som lille. Jeg har tit glædet mig til at gå i seng igen, og alle de andre dage og år, har jeg vel bare ikke tænkt over noget bestemt, men bare levet livet stille og roligt. I mange år har jeg i perioder været næsten helt skæv på lykkefølelse, når jeg om morgenen tænkte på, at jeg om aftenen skulle gå i seng igen. Jeg glædede mig inderligt til at skulle sove igen. Ikke nødvendigvis fordi dagene var specielt nederen, eller jeg var ulykkelig eller noget, men jeg så bare frem til at skulle sove, fordi jeg elskede det. Og elsker det stadig, bevares, men nu er min tanke når jeg lægger mig, at 'gid jeg kunne springe natten over'. Det er for vildt. Og det er ikke engang fordi jeg er specielt tryg ved studiet endnu, men pludselig synes jeg bare at min egen hverdag er mest spændende.
Dog er det sociale stadig svært. Jeg er en skrøbelig satan, når man snakker sociale aspekter. Og så alligevel ikke. For jeg lykkedes fint i at være tutor i min gymnasietid (i 3.g, ikke så godt i 2.g) og jeg elskede det, og at rejse til Holland og socialisere lidt på kryds og tværs dér, var heller ikke et problem. Men her nu, på uni, blandt tonsvis af jævnaldrende, er jeg pludselig skrøbelig. Kan ikke gemme mig bag mit engelsk eller min leder/mor-status. Føler mig klæbrig, nederen, lidt udenfor. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det, så nu prøver jeg at tvinge mig selv til at slappe-the-fuck-af. Måske løser det sig alligevel.

Jeg er lykkelig, knust og udkørt til det sidste. Og jeg aner ikke om jeg græder for L, græder af min families ulykke eller mit eget held over at være blevet optaget på mit hjertestudie. Det hele er så for meget, så meget at tage ind, så meget der kræver stillingtagen lige nu, men jeg er nødt til at holde fast, og følge med.