TO MÅNEDER

Jeg er stadig rørstrømsk som ind i helvede. En slags blanding af træthed, omvæltninger, pres, lykke og forundring over at verden, på godt og ondt, kan være så brutal, så voldsom, så vild. Jeg savner Laura. Det er to måneder siden i dag, og jeg orker ikke at snakke mere om det. Da jeg sad i toget i morges og så efterårets første smukke frostfulde solopgang, blev jeg uendelig lykkelig og trist på samme tid. Den smukke morgen så Laura aldrig, det var starten på den første vinter uden hende.

Jeg havde faktisk glemt det. Det er i blandingen af vores hid til værste familietragedie (7-9-13) og verdens bedste universitetsstart lykkedes mig, at leve hver dag, med uendelig sorg og uendelig træthed og uendelig taknemmelighed. Og på en eller anden måde stadig fortrænge det jeg ikke vil konfronteres med, jeg ved at hun er væk men jeg vil ikke tænke på det.

Det var i toget hjem, kiggende ud på eftersolnedgangshimlen, at jeg kom i tanke om hvad datoen i dag betyder. To måneder. Jeg forstår ikke verden, hvordan den kan være så vidunderlig og så forfærdelig på én og samme tid.