EFTERLADT, TABT, GLEMT

Jeg har det underligt. Med frygt for at lyde som en eyelinerbelagt teenager, så har jeg det som om, at livet fucker en op. Life fucks you up. Det gør det. C og jeg ses sjældnere og sjældnere, og hun er den eneste som jeg altid har tænkt, virkelig var for evigt. Det tænkte jeg også om tidligere veninder, men det gled ud gennem årene. Og nu har C så vanvittigt travlt med alle hendes andre venner, venner der er meget mere lig hende, end jeg er, og ikke mindst hendes kæreste. Jeg er glad for, at hun er glad. Men jeg er bange for, at hun glemmer mig. Og så står jeg her. Tiden går, den går af helvedes til, og jeg kan ikke følge med, jeg kan ikke få alle de venskaber jeg ønsker, jeg kan ikke blive elsket af en mand heller, åbenbart. Jeg føler mig magtesløs, færdig, efterladt af alt og alle. Det er ikke sådan her, at jeg havde tænkt min ungdom, mit liv i det hele taget. Det går skævt nu, og hvad hvis det kun kører videre i afgrunden herfra? Hvad fanden skal man gøre