SVIEN I NÆSEN

Den mest velkendte følelse for tiden, er den svien i næsen der brænder sig på, lige inden tårerne begynder at falde. Når jeg når svien i næsen, så er der sjældent en vej tilbage. Jeg kan ikke kontrollere tårerne herfra, og jeg er nødt til blot at lade mig selv tude. Og således tuder jeg over alt for tiden. Mens jeg egentlig bare tuder over mormor. Jeg er i én lang choktilstand, der gang på gang brydes, en eller flere gange om dagen, som regel når jeg ligger alene i min seng og skal til at sove, eller når jeg taler med mor. Der bryder boblen, virkeligheden trænger sig på, og jeg hikser og hyler og tuder og tænker så meget på mormor, som lige har været her, tænker på hendes kram, hendes ord, hendes gang, hendes lyd, hendes hjem, på hende, at jeg mærker mig selv dø. Det eneste jeg kan mærke er sætningen jeg dør. Jeg dør, jeg dør, jeg dør. Og fysisk mærker jeg en syl lige i brystkassen, lige ind i hjertet. Og den bliver bare siddende. Og nu tuder jeg igen. Og det føles som om jeg dør. Jeg mangler hende. Livet er intet værd uden mormor. 'Skal vi gifte os?', har hun altid spurgt mig, når hele verden var fuld af røvhuller, og vi to stod sammen for hinanden. Og jeg svarede altid ja. Og nu mangler jeg min sjæleven for livet.